Hver sjette erhvervschauffør kigger på mobilen under kørsel

Transportministeren vil skærpe straffen for at bruge håndholdt teleudstyr under kørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er ikke altid vejens forløb og de øvrige bilister, der er i fokus, når erhvervschauffører i lastbiler, varevogne eller personbiler kører rundt i landet.

Således er det hele 17 procent af erhvervschauffører, der ofte eller en gang imellem læser sms'er, mails eller indhold på nettet, mens de kører i trafikken.

Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension præsenterer onsdag. Det skriver de i en pressemeddelelse.

quote Der kan ske store skader, hvis en erhvervschauffør i en fuldt læsset varevogn eller en lastbil overser en bilkø eller cyklister i trafikken

Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik

1051 chauffører har deltaget i undersøgelsen.

- Der kan ske store skader, hvis en erhvervschauffør i en fuldt læsset varevogn eller en lastbil overser en bilkø eller cyklister i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Han påpeger, at uopmærksomhed hvert år er skyld i hver tredje dødsulykke i Danmark.

Kan ikke lade mobilen være

I undersøgelsen svarer 4 procent, at de inden for det sidste år er kørt galt. 20 procent har ifølge undersøgelsen været tæt på.

Man har også spurgt, hvorfor chaufførerne foretager sig uopmærksomme handlinger bag rattet.

19 procent svarer, at det er fordi, de ikke kan lade være, mens 22 procent begrunder det med, at køretøjet er deres kontor. 15 procent siger, at de tror, at arbejdspladsen forventer, at de er tilgængelige på telefonen, og 6 procent begrunder det med, at det er fordi, de keder sig. 

ambulancefører taler i mobiltelefon
Læs også
Uopmærksomme bilister truer trafiksikkerheden
ambulancefører taler i mobiltelefon
Læs også
Uopmærksomme bilister truer trafiksikkerheden

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) kalder i pressemeddelelsen de uopmærksomme chaufførers opførelse for "fantastisk egoistisk og farlig".

Regeringen vil snart fremlægge et lovforslag, der skal sætte fokus på problemet. Blandt andet skal brug af håndholdt teleudstyr under kørsel give et klip i kørekortet.

3F: Sæt ind med kampagner

Hos 3F, der organiserer tusindvis af danske chauffører, ser man meget alvorligt på tallene.

- Det er rystende. Jeg var godt klar over, at det foregår i trafikken i det hele taget, men jeg troede faktisk ikke, at det var så udbredt blandt erhvervschauffører, siger Jan Villadsen, formand for Transportgruppen i 3F

Han er ikke imod lovmæssige initiativer, hvis det viser sig at have effekt, men han ser gerne, at man sætter ind med kampagner.

- Ligesom man gjorde med spirituskørsel. Der her er jo mindst lige så farligt.

Jan Villadsen vil tage problemet op med sine medlemmer, når Transportgruppen holder stormøde i slutningen af september.


Nyhedsoverblik