Hvor vådt har det egentlig været?

Sukkerroer og kartofler står under vand, hvilket giver problemer med høsten. Men har der været mere vådt, end der plejer?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Svaret er et klokkeklart "ja". 

Der har været mere vådt, end der plejer. 

September måned var den vådeste i hele 16 år. Der faldt 109 millimeter nedbør i september og har derfor været den vådeste måned i mere end halvandet år. 

- Hvis vi sammenligner sidste år med i år, så skinnede solen 2,5 timer mere hver dag, det regnede 2,5 millimeter mindre hver dag, og middeltemperaturen var næsten tre grader højere, lyder det fra klimatolog Mikael Scharling på DMI. 

Decideret våd sommer

Faktisk ligger sommeren 2017 i den såkaldte 'våd'-gruppe. Det blev en realitet den 15. august. 

For mellem den 1. juni og den 15. august faldt der 232 millimeter nedbør. Og skiftet skete netop den 15. august, da der faldt mellem syv og otte millimeter på landsplan. 

Det gjorde nemlig, at den samlede nedbør kom forbi den såkaldte 'almindelig-våd-grænse' på 219 millimeter. 

Ifølge DMI skal man altså seks år tilbage for at finde en vådere sommer. 

- Og det til trods for, at våde somre mere har været reglen end undtagelsen siden årtusindskiftet, som DMI skriver.

Se, hvor vådt der har været i din kommune i juli:

  1. Guldborgsund: 108,7 millimeter 
     
  2. Stevns: 96,1 millimeter
     
  3. Lolland: 95,6 millimeter
     
  4. Ringsted: 90,5 millimeter
     
  5. Vordingborg: 87,2 millimeter
     
  6. Slagelse: 83,2 millimeter
     
  7. Faxe: 82,8 millimeter
     
  8. Holbæk: 82,1 millimeter
     
  9. Sorø: 81,6 millimeter
     
  10. Næstved: 81,1 millimeter
     
  11. Odsherred: 75 millimeter
     
  12. Kalundborg: 61,6 millimeter

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut​

Nyhedsoverblik