Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemførte torsdag en større aktion mod en lang række bordeller på Sydsjælland.
Aktionen blev gennemført i samarbejde med SKAT og Center Mod Menneskehandel, oplyser politiet.
I den forbindelse er en mand blevet anholdt, sigtet for som bagmand at tjene penge på prostitution. Det oplyser vicepolitiinspektør Anton Havegård til TV ØST. Manden er siden blevet løsladt igen, da han var blevet afhørt.
Politimanden ønsker ikke at oplyse, hvor i politikredsen anholdelsen fandt sted.
Undersøgt for menneskehandel
Målet med aktionen var at kontrollere, at der ikke var handlede kvinder på de sydsjællandske bordeller – eller personer, der ikke ønskede at være der.
- Vi har først og fremmest holdt øje med, at der ikke er kvinder, der bliver tvunget ind i disse miljøer eller måske oven i købet udsat for vold. Samtidig vil vi gerne holde øje med, at bordellerne ikke skaber problemer for deres naboer, siger Anton Havegård.
Han oplyser, at der under aktionen ikke er fundet tegn på menneskehandel.
- Det er noget, som vi er meget opmærksomme på, men vi har ikke fundet beviser på menneskehandel, siger han.
Det er omkring en måned siden, at politikredsen sidst gennemførte aktioner mod bordeller på Sydsjælland.