Med en billetpris på 495 kroner kan en bro over Kattegat konkurrere med færgerne fra Mols-Linien og være gældfri på 25 år. Det viser en analyse fra Danmarks næststørste revisionsselskab KPMG.
Det er brotilhængerne i Kattegat-komitéen, der har bestilt og betalt rapporten. Komiteens formand, tidligere miljøminister Jens Kampmann, mener, at indvendingerne imod broens økonomi nu endegyldigt er skudt ned, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
-Analysen viser, at broen måler sig med de bedste trafikinvesteringer i Danmark, og det endda til priser for
bilisterne og de togrejsende i underkanten af de nuværende færgepriser, fremhæver Jens Kampmann.
Komiteens topfigurer mener, at rapporten er endnu et argument for at få regeringen til at fremrykke principbeslutningen om broen.
Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, pointerer, at der kan spares penge, hvis byggeriet går i gang i
forlængelse af Femern-forbindelsen, der er færdig i 2018.
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) henholder sig til Folketingets aftale om, at beslutningen først skal træffes, når en undersøgelse af perspektiverne ved broen er færdig i 2013.
/ritzau/