Et kraftigt blæsevejr har flere steder ramt regionen. Det skaber problemer i trafikken og tvinger færger til at ligge stille.
Alle færgeafgange til og fra øen Sejerø i Sejerøbugten er indtil videre aflyst på grund af vejret. Færgeafgangene til Omø sydvest for Skælskør er også aflyst på grund af vejret.
Flere af regionens broer er også plaget af vejret. På Storebæltsbroen fraråder Sund & Bælt helt frem til fredag vindfølsomme køretøjer at krydse broen mellem Sjælland og Fyn, fordi et stormlavtryk betyder, at der kommer vindstød af stormstyrke op over Danmark.
Allerede onsdag klokken 10 nåede vindhastigheden op på 15 m/s og tværvind. Det er det, der får Sund & Bælt til at fraråde vindfølsomme køretøjer.
Advarslen gælder helt frem til fredag eftermiddag, hvor DMI's prognose viser, at stormen vil aftage.
Vil føles som seks graders frost
På Farøbroerne mellem Sjælland og Falster advares der også om kraftig vind, som kan påvirke trafikken. Her frarådes vindfølsomme køretøjer dog ikke mod at krydse broerne. Vinden ved broerne forventes at aftage natten til fredag.
Stormlavtrykket over Danmark vil ifølge TV 2 Vejret bevæge sig mod nord. Kombinationen af kuling og blot to til tre graders varme vil få det til at føles, som var der fem til seks graders frost.
Sund & Bælt henviser til, at man holder øje med hjemmesiden samt informationstavlerne ved broen. Man kan også orientere sig via bromeldinger, som man kan få på mail og sms.
Hvis man er erhvervsdrivende, kan man følge trafikinformationen for erhvervstrafikanter.