Magnus Heunicke sagde farvel til Transportministeriet

Det er vemodigt for Magnus Heunicke at sige farvel til Transportministeriet. Hans efterfølger bliver Hans Christian Schmidt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Inderst inde så er jeg faktisk vemodig, for jeg har virkelig holdt af det job og jeg har elsket hvert minut. Også selvom det også er øretævernes holdeplads, så har jeg elsket at løse de problemer der er og være med til at investere i Danmark. 

Sådan sagde den nu tidligere trafikminister Magnus Heunicke (S), inden han mandag eftermiddag overdrog Transportministeriet til den nye Transport - og Bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).

Magnus Heunicke sagde efter overdragelsen, at han alligevel føler sig fri ved at slippe for ministeransvaret.

- Indtil nu har det været sådan, at hver gang jeg bare skulle gå herfra over til Hovedbanegården, så skal jeg sige til ministeriet 'hvor er jeg henne nu her' og hvem kan få fat i mig. Det er ligesom, at man har fået klippet snorene. Så kan jeg sådan set være en fri mand, men det er også en ærgerlig mand for jeg ville godt have fortsat, sagde han efter overdragelsen.

Han håber, at den nye minister ikke glemmer Sjælland, når de tager over.

- Jeg synes det ville være fornuftigt, hvis Hans Christian Schmidt ikke helt glemmer Sjælland. Jeg har set i Venstres regeringsgrundlag, at der handler det meget om Jylland. Det er selvfølgelig helt i orden, men man skal heller ikke glemme de sjællandske infrastrukturprojekter, så det er sådan et lille personligt råd, som jeg synes ville være fint, hvis han også holdt øje med det, sagde Heinecke.

Regeringen fremhæver selv muligheden for en midtjysk motorvej mellem Give, Billund og Lunderskov, en Havnetunnel i København og en udbygning af den Østjyske motorvej.

Magnus Heunicke gav sin brugte sovepose til Hans Christian Schmidt, som Heunicke flittigt har brugt under sin tid som minister. 
Til gengæld gav Hans Christian Schmidt en ny fiskestang til Magnus Heunicke, nu hvor han får mere fritid. 
 
Posten som minister fik Heunicke i februar 2014, og har dermed haft 16 måneder i ministeriet. 


Nyhedsoverblik