Mand med skarpladt pistol anholdt i stor politiaktion

14 er foreløbig anholdt i forbindelse med en større politiaktion i bandemiljøet på Sjælland. En mand er anholdt i Høng med en skarpladt pistol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter den seneste tids mange skyderier i bandemiljøet, har politiet gennemført flere koordinerede ransagninger og anholdelser i bandemiljøet i København og på Sjælland.

Det oplyser Københavns Politi.

Flere politikredse på Sjælland og i København har sammen med Task Force Øst onsdag  foretaget 30 ransagninger i bandemiljøet.

I vores område er en 23-årig mand blevet anholdt med en skarpladt pistol under en ransagning i Høng, oplyser Torben Granat Svarrer fra Københavns Politi til TV ØST. Ransagningen blev foretaget af Task Force Øst.

- Der er tale om en person, som har adresse i Københavns-området. Han er medlem af gruppen Mongols, siger vicepolitiinspektøren.

Manden er blevet sigtet for ulovlig våbenbesidelse, og ventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk torsdag.

Narkotika og våben fundet

Ud over den skarpladte pistol fra Høng, er der blevet fundet en gaspistol, peberspray, flere knive og slagvåben, diverse tyvekoster og narkotika i form af hash, MDMA, amfetamin og kokain.

Indtil nu er 14 personer blevet anholdt over hele Sjælland i aktionen.

olitikredsene har som optakt til aktionen fået rettens kendelse til at kunne ransage på baggrund af blandt andet mistanker om overtrædelse af våbenloven og straffeloven omkring besiddelse af våben, handel med og besiddelse af narkotika, afpresning, vold, økonomisk kriminalitet og anden berigelseskriminalitet.

- Formålet med de mange ransagninger i dag er, at sende et klart signal til bandemiljøet om, at politiet holder øje med dem og den kriminalitet, de begår. De senere måneders skyderier i det offentlige rum er helt uacceptabel, og uanset hvilken type af kriminalitet de står bag, så vil politiet slå hårdt ned, og de vil blive stillet til ansvar for deres handlinger, siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen, Københavns Politi.

Lokaliteterne som politiet i dag har ransaget har tilknytning til bandegrupperingerne; Gremium, Black Jackets/Brothas, Mongols, Satudarah og den nyetablerede gruppe, Osmanen Germania.

Den samlede indsats koordineres via Københavns Politi.

 


Nyhedsoverblik