Der lå et drab forude for den brand, der i søndags raserede et hus på Slagelse Landevej i Vemmelev mellem Slagelse og Korsør. Det slog politiet fast tirsdag eftermiddag, da de indkaldte til pressemøde.
Personen er med sikkerhed blevet dræbt
- Personen er med sikkerhed blevet dræbt, og pågældende er blevet dræbt, inden vedkommende har været udsat for, at bygningen også er blevet sat i brand, siger Kim Kliver, der er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Beredskabsstyrelsen hjælper med at gennemsøge huset. Artiklen fortsætter under videoen
Får assistance fra beredskabsstyrelsen
Meldingen om branden indløb til myndighederne søndag formiddag, hvor et hus i Vemmelev mellem Slagelse og Korsør stod i brand. Kort efter blev en mand fundet død i huset. Politiet formoder, at der er tale om husets 80-årige ejer og beboer, men den afdøde er endnu ikke indentificeret med sikkerhed.
TV2 ØST’s reporter Stephan Svingkær har talt med flere naboer, der er stærkt påvirkede af situationen. Ingen af dem ville stille op til kamera. Men en enkelt mand, der har kendt den 80-årige ejer i 25 år, fortæller, at det først var tirsdag, at det gik op for ham, at der overhovedet kunne være tale om et drab. Han var en af de første på stedet i søndags, da man opdagede branden. Indtil tirsdag troede han, der var tale om et uheld.
Tirsdag aften vogtede Hjemmeværnet adressen, som ligger ud til den en stærkt trafikeret vej mellem Korsør og Slagelse. Politiet har fået hjælp fra beredskabsstyrelsen, som har finkæmmet alle resterne fra ejendommen i håb om at kunne finde nogle spor, der kan lede til opklaringen af forbrydelsen.
Se hele politiets pressemøde her. Artiklen fortsætter under videoen.
Undersøger sammenhæng mellem to andre drab
Den 14. februar blev 65-årige Finn Steensen Ørsdahl fundet dræbt i sit udbrændte hjem på Færgevej ved Gundestrup på Nordvestsjælland.
En obduktion viste, at han havde været udsat for særdeles grov vold inden sin død.
Godt to måneder senere, den 21. april, brænder et hus på Kalundborgvej lige nord for Ruds Vedby. Husets ejer, den 68-årige Kiehn Georg Andersen er væk - og han bliver eftersøgt af politiet.
Fire dage senere bliver manden fundet dræbt i Blæsinge Grusgrav, der ligger mellem Slagelse og Høng.
80-årig mand bliver beskrevet som stille og rolig
I søndags den 16. juni bliver endnu en person så fundet dræbt efter en gårdbrand på Slagelse Landevej i Vemmelev.
Politiet er sparsomme med oplysninger om den 80-årige mand. Men TV2 ØST’s reporter fortæller:
Han er social og bestemt ikke en enspænder
- Manden har boet der i hele sit liv. Der er tale om en slægtsgård – det er hans barndomshjem, og han er aldrig flyttet herfra. Han er ungkarl, har levet af jorden omkring ejendommen og har kørt som chauffør, fortalte TV2 ØST's reporter Stephan Svingkær.
Politiet har endnu ikke kunne be- eller afkræfte, om den afdøde fra huset er den 80-årige beboer. Men blandt naboerne forstår ingen, hvorfor forbrydelsen er sket.
- Han bliver beskrevet som en stille og rolig mand, der passer sig selv. Han er social og bestemt ikke en enspænder. Han har en stor passion for biler, og mange der er kørt forbi huset, vil måske have bemærket ham sidde i haven og holde øje med biler, sagde Stephan Svingkær.