Statens Serum Institut ændrer sin klassificering af mæslingesmitte i Danmark, efter at to nye tilfælde er konstateret mandag.
Ifølge afdelingslæge på Statens Serum Institut Peter Henrik Andersen har man indtil nu kunnet redegøre for, hvor hver enkelt person var blevet smittet:
- Men når der opstår tilfælde, hvor vi ikke umiddelbart kan redegøre for, hvor de har fået smitten fra, så er der tale om en vis smittespredning, siger han og fortsætter:
- Det er her, hvor vi siger, nu er der ikke tale om flere spredte tilfælde, men et egentlig udbrud, hvor mæslinger i en eller anden grad cirkulerer i Danmark.
Man har endnu ikke fået svaret fra den såkaldte genotyping af de to nyeste tilfælde tilbage.
Dermed kan Statens Serum Institut ikke sige, om virusset er den samme, som har smittet de tre tidligere tilfælde, som blandt andet er kommet med hjem fra to separate skiferier i Val Thorens i de franske alper.
Men Peter Henrik Andersen og hans kolleger mener stadig, at det er sikkert, at der er tale om et udbrud. Opgaven er nu, at sørge for at udbruddet ikke vokser sig stort.
- Vi håber da, at den generelle immunitet i Danmark er så god, at vi undgår et stort udbrud, og det er klart vores erfaring, at vi har haft få tilfælde i Danmark, siger afdelingslægen.
Otte år siden sidst
Sidst Danmark oplevede et stort udbrud af mæslinger, var i 2011, hvor over 80 mennesker blev smittet.
- Det er svært at sige, om vi når op på det antal i det aktuelle udbrud. Men jeg ville ikke være overrasket, hvis vi ser flere tilfælde i den nærmeste fremtid, siger han.
Er man vaccineret eller immun, fordi man har haft mæslinger, skal man ikke foretage sig noget.
Alle kan gratis blive vaccineret med MFR-vaccine, som sikrer imod smitte.
Man kan bære på mæslinger i 18 dage, inden man får tydelige symptomer. Har man mistanke om, at man er smittet, skal man ikke møde uanmeldt op hos sin læge eller på sygehuset.
Mæslingevirus er luftbåren, hvorfor man risikerer at smitte andre i venteværelset ifølge Statens Serum Institut.