Den udprægede lægemangel i Danmark skal bekæmpes.
Det er formålet med et nyt udspil fra regeringen, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) offentliggør mandag klokken 12.00.
70 procent af alle lægepraksisser i Danmark har på nuværende tidspunkt lukket for nye patienter. Det viser tal fra Sundheds- og Ældreministeriet, som udspillet tager udgangspunkt i, skriver TV2.
Og lægemanglen ser kun ud til at blive værre ifølge tal fra de Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
På nuværende tidspunkt er ti procent af de praktiserende læger over 65 år - og inden for de næste ti år forventes en tredjedel af de praktiserende læger at gå på pension.
En læge tæt på dig
Derfor vil Sundheds- og Ældreministeriets udspil med navnet "En læge tæt på dig" sætte 600 millioner kroner af til at understøtte de praktiserende læger, som går sammen i større enheder, skriver TV2.
Udspillet skal dermed sætte turbo på at få etableret flere større lægehuse, hvor flere læger går sammen og får mulighed for at tilknytte mere praksispersonale, skriver Berlingske.
Lægemanglen er langt fra kun et problem i landets yderområder. I hovedstaden har 80 procent af lægepraksisserne lukket for nye patienter.
Derfor er 150 millioner kroner i udspillet dedikeret alene til at forbedre lægedækningen i hovedstadsområdet, skriver Berlingske.
Derudover vil ministeriet via lægeuddannelsen skaffe flere almenpraktiserende læger ved at øge dimensioneringen af almen medicin inden for den lægelige videreuddannelse med 30 procent i både 2019 og 2020, skriver TV2.
Regeringens udspil lægger desuden op til at ændre sundhedsloven, så regionerne får mulighed for at sende en række nye lægeopgaver i udbud hos private firmaer, skriver Jyllands-Posten.
Regionerne vil dog fortsat skulle forpligte sig til at afsøge mulighederne for at få opgaven løst af de praktiserende læger.