Krisesituation.
Sådan omtaler Danvas direktør, Carl-Emil Larsen, denne tid for de danske vandværker, som hans brancheorganisation repræsenterer.
Årsagen til den opsigtsvækkende karakteristik skal findes i nogle analyser af drikkevand fra Slagelse, Esbjerg og Odense. Der blev nemlig fundet pesticidrester, som overskrider den tilladte grænseværdi.
Problemet er, hvis det er meget udbredt, for så kan det være svært at finde vand at erstatte det med
Stoffet - kaldet desphenyl-chloridazon - blev fundet ved et tilfælde, og det frygtes nu, at adskillige andre vandboringer over hele landet kan være ramt. Indtil videre er der dog ikke et fuldt overblik over problemet, fortæller Carl-Emil Larsen.
- Vi ved fra vores samarbejdspartnere i Tyskland, som har lignende forhold, at de har fundet stoffet i 80 procent af de vandboringer, de har tjekket. Det er et ubehageligt højt tal, som vi frygter også at se i Danmark. Men vi kan ikke se nogen årsag til, at det ikke skulle være det samme herhjemme, siger Danva-direktøren.
Svært at finde erstatning
Miljøstyrelsen indkalder fredag flere af de relevante parter til et såkaldt panelmøde om problemet, og hvad der fremadrettet kan gøres. Carl-Emil Larsen forventer, at det vil føre til en landsdækkende udredning af problemet, så dets omfang bliver kortlagt.
- Man vil begynde at analysere efter det her specifikke stof, og der, hvor man finder det over grænseværdien, vil man tage de pågældende boringer ud af drift. Problemet er, hvis det er meget udbredt, for så kan det være svært at finde vand at erstatte det med. En ny boring er ikke nødvendigvis lig med, at stoffet ikke også er dér, siger han.
Et bud på, hvad en løsning i sidste ende vil komme til at koste forbrugerne, vil Carl-Emil Larsen på nuværende tidspunkt ikke komme med.
Det danske drikkevand smager stadig kanongodt
- Selv det forurenede vand er uskadeligt
Til trods for det nye beredskab, mener Danva-direktøren dog ikke, at borgerne i Slagelse skal være bekymrede for det vand, de får ud af deres haner.
- Nej, det skal de ikke være. Jeg er ikke selv toksikolog, men de ypperste på det her område siger, at selv det forurenede vand er uskadeligt. Det danske drikkevand smager stadig kanongodt, konstaterer han.