Pladsmangel til turisterne: Flere sommerhuse skal lejes ud

Der mangler sommerhuse til udlejning i Danmark. Derfor vil Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Erhverv hæve bundfradraget for udlejning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er ikke plads nok til turisterne i Danmark.

Derfor skal bundfradraget for sommerhusudlejning hæves, mener Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Erhverv.

For hvis 1.000 flere huse bliver lejet ud, vil det skabe 400.000 flere overnatninger, mener de. Der mangler nemlig sommerhuse til udlejning i Danmark. Og efter sidste års succes for turisme i Danmark – og at man spår samme succes i år, så er det altså et problem.

- Spørger man feriehusudlejningsbureauerne, så er meldingen den samme hele vejen rundt: Der er stort set ikke flere huse til udlejning derude, skriver Charlotte Christiansen, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd og Anne Fuglsang-Damgaard Sina, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Skaber omsætning på 300.000 kroner

Et feriehus skaber ifølge VisitDenmark i gennemsnit en omsætning på omkring 300.000 kroner.

- Turisterne køber morgenbrød hos bageren, grillpølser hos købmanden, softice ved strandgrillen og de betaler entré til det lokale museum eller den lokale forlystelsespark. Det holder gang i hjulene i lokalsamfundet og bidrager til at skabe nye arbejdspladser - også, når turisterne er taget hjem igen, skriver Charlotte Christiansen og Anne Fuglsang-Damgaard Sina.

Det skønnes, at hvis 1.000 flere huse bliver udlejet, så vil det skabe 400.000 flere overnatninger. Det giver en øget turismeomsætning på 250 millioner kroner. Derfor skal flere sommerhuse lejes ud, mener Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Erhverv.

Vigtigt skridt i den rigtige retning

Regeringen har i sit regeringsgrundlag fra oktober sidste år annonceret, at de netop vil hæve bundfradraget for udlejning af feriehuse. Og de glæder Charlotte Christiansen og Anne Fuglsang-Damgaard Sina.

- Vi tror på, at det er et vigtigt skridt i den rigtige retning at hæve fradraget, da det vil gøre det mere økonomisk attraktivt for sommerhusejere at leje deres sommerhus ud.

- Vi ser frem til, at forslaget bliver taget med i de kommende finanslovsforhandlinger, fastslår de. 


Nyhedsoverblik