Politi melder om færre juleindbrud i år

OPDATERET: Regionens politikredse melder om langt færre juleindbrud i år i forhold til 2010.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sidste år lå sneen ellers tyk over det meste af landet, men selvom vejret i år på papiret skulle passe indbrudstyvene bedre, så er de lange fingre tilsyneladende i langt højere grad blevet i lommerne.

På Sydsjælland samt Lolland og Falster meldes der om markant færre ubudne gæster i julestuerne, her har politiet siden juleaften modtaget 47 anmeldelser om indbrud mod 78 i 2010.

- Forhpbentlig fortæller det os, at vore skærpede indsats overfor indbrudstyve i hele december måned har båret frugt, fortæller vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

I den nordlige del af regionen har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget 34 anmeldelser om indbrud og selvom de endnu ikke har sammenlignet tallet med sidste år, så forventer politiet også her, at antallet af indbrud i år vil ligge lavere end sidste år.

Og flere af gerningsmændene er endda allerede fanget. I nat pågreb Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi fire indbrudstyve på fersk gerning. Den ene er i dag varetægtsfængslet indtil 19. januar.

 


Nyhedsoverblik