Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt to mænd i forbindelse med drabet i Vemmelev og drabet i Ruds vedby.
De to personer, politiet har anholdt fredag eftermidag, er fra lokalområdet. Det er netop kommet frem på et pressemøde på Politigården i Næstved.
Anholdelserne sker efter intensiv efterforskning her til eftermiddag.
- Sidst på eftermiddagen har vi foretaget anholdelser af to personer. Der er tale om to mænd fra lokalområdet, siger Kim Kliver, politiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De to mænd er henholdsvis 42 år og 34 år og er danske statsborgere.
Politiet er i gang med ransagninger flere steder
De to mænd er sigtet for drabet på 68-årig Kiehn Georg Andersen fra Ruds Vedby, der fandt sted 21. april og drabet på en 80-årig mand fra Vemmelev, der fandt sted den 16. juni.
- Vi har foretaget anholdelser af de her personer, som vi har søgt efter det meste af dagen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn.
- Lige nu bliver de afhørt med henblik på, at vi får deres forklaringer på de sigtelser, der er rejst. Og så er vi i gang med ransagninger flere steder for at sikre de spor og de muligheder, vi har for at sikre beviser i sagerne. Vi er i gang med ransagninger flere steder. Så det er det, der arbejdes på i øjeblikket.
Årsagen til sigtelsen er intensiv efterforskning af en særlig efterforskningsenhed.
Henvendelser fra befolkningen har ført til anholdelser
Tirsdag nedsatte politiet en særlig efterforskningsenhed, der skulle undersøge de tre drab begået på Sjælland inden for de seneste seks måneder.
Siden politiet på et pressemøde tirsdag eftermiddag meldte ud, at de samlede efterforskningen, har omkring 40 borgere henvendt sig med oplysninger i sagen.
- Der er en følge af henvendelser fra offentligheden, der har ført os i en retning, så vi nu mener, vi har så meget, at vi kan slå til. Det gør vi med henblik på at fremstille dem i grundlovsforhør lørdag og begærer dem varetægtsfængslet, siger Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Jeg vil gerne takke for, at man fra befolkningens side har rettet henvendelse i så mange tilfælde. Det er af uvurderlig værdi, at vi får den type henvendelse. Den viden, vi får her, kombineret med vores intensive efterforskning, fører os til en situation, som har ført til anholdelserne.
De to drab er kædet sammen med et tredje drab, der skete i Nordvestsjælland i februar. Her blev 65-årige Finn Steensen Ørsdahl fundet dræbt i sit udbrændte hjem ved Gundestrup.
De to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster lørdag kl. 12.00. Politiet begærer om lukkede døre på grund af det tidlige stadie i efterforskningen.