Dansk Folkeparti ønsker, at regeringen afsætter et beløb til grænsekontrollen næste år, hvilket regeringen ikke i første omgang har lagt op til.
Desuden vil DF have grænsekontrollen skærpet, så der er mere kontrol i forbindelse med udrejse fra Danmark. Altså en slags omvendt grænsekontrol.
Der skal være større risiko for personer, som tager tyvekoster ud af Danmark, mener DF.
Det sidste er regeringen ikke meget for. Det siger finansminister Kristian Jensen (V) efter fredagens finanslovsforhandlinger med DF.
100 millioner til grænsekontrol
Til gengæld afsættes der 100 millioner kroner til grænsekontrollen. Pengene kommer fra den reserve, regeringen har sat af til egne initiativer, men som ikke er til forhandling.
Der er andre effektive måder at håndtere kriminalitet på end af lave omvendt grænsekontrol
- Regeringen har allerede tilkendegivet, at vi i yderligere et halvt år forventer at have grænsekontrol.
- Og det betyder, at vi ud af den reserve, som regeringen har sat af til egne initiativer, er klar til at betale for yderligere grænsekontrol ind i 2019, siger Kristian Jensen.
For en måned siden meddelte regeringen, at grænsekontrollen igen forlænges.
Det sker på grund af den alvorlige terrortrussel, der er mod Danmark, var begrundelsen. Danmark har haft midlertidig grænsekontrol siden januar 2016.
Udrejsekontrol urealistisk
Den omvendte grænsekontrol giver dog ikke mening, mener regeringen. Tidligere i år havde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ifølge Flensborg Avis udtalt, at en udrejsekontrol var urealistisk.
Det samme slår Kristian Jensen fast.
- Der er andre effektive måder at håndtere kriminalitet på end af lave omvendt grænsekontrol, siger Kristian Jensen.
Toldere og politi skal bruges
Gruppeformand Peter Skaarup (DF) holder fast i, at der er forbedringsmuligheder i grænsekontrollen.
- Hvis vi skal stoppe, at der kommer udenlandske tyvebander til Danmark og stjæler værktøj, hvilket gør livet besværligt for vores håndværkere på byggepladserne, så skal vi gøre mere, siger Skaarup.
DF vil have flere toldere og politifolk sat af til den omvendte grænsekontrol.
Fredagens forhandlinger skulle i første omgang handle om at forbedre forholdene for pensionister.
Det handlede forhandlingerne også om. Men grænsekontrollen endte altså med at fylde en del.
Lørdag fortsætter forhandlingerne. På dagsordenen er udlændinge.