Regeringen vil bruge knap to milliarder kroner på erhvervsskoler over de næste fire år for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Det skriver politiken.dk.
Beløbet er hovedpunktet i regeringens nye erhvervsskoleudspil "Fra folkeskolen til faglært - erhvervsuddannelser til fremtiden", som Politiken er i besiddelse af.
Udspillet bliver torsdag præsenteret af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA).
Det indeholder 55 punkter fordelt på 12 områder. Med et nyt "kvalitetstilskud" vil regering sikre, at "alle elever har mulighed for at opleve" gæstelærere fra erhvervslivet.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
- En øget brug af faglærte med relevant og aktuel erhvervserfaring fra erhvervslivet vil kunne bidrage til ny og inspirerende undervisning, står der ifølge Politiken også i udspillet.
Et nyt praktisk forløb inspireret af gymnasielærernes pædagogikum skal desuden styrke "erhvervsuddannelseslærernes kompetencer", som det hedder i udspillet. Derudover skal prøver i de praktiske og musiske fag i folkeskolen gøres obligatorisk i 8. klasse, så det ikke er op til den enkelte skole at bestemme, om eleverne skal igennem dem.
Øget fald i optag trods reform
Det er fire år, siden et bredt politisk flertal senest præsenterede en reform, der skulle sikre "bedre og mere attraktive" erhvervsuddannelser. Mindst 25 procent af en ungdomsårgang skulle i 2020 vælge en erhvervsuddannelse.
Men i fremtiden vil der fortsat mangle faglærte, og fra 2014 til 2017 er der 27 procent færre elever, der er begyndt på en erhvervsuddannelse.
- Det største problem er rekrutteringen til erhvervsuddannelserne, som er faldet ret voldsomt efter reformens indførsel.
- Der er et markant fald i antallet af optagne, siger seniorforsker Peter Koudahl fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd til Politiken.
Med sit udspil vil regeringen også styrke erhvervsuddannelser i tyndt befolkede områder.
Der skal eksempelvis oprettes skolehjem med kostophold i landets yderområder, så unge får mulighed for at bo tæt på skolen. Ifølge Politiken vil regeringen desuden nedsætte et ekspertudvalg, der skal "komme med anbefalinger til, hvordan 10. klasse kan erhvervsrettes".