På få år har Nordic Medicare oprettet ikke færre end 12 lægehuse i vores landsdel. Blandt andet har de oprettet klinikker på Lolland, hvor det nu er 40 procent af borgerne, der er dækket ind af det private alternativ.
Det er vigtigt at sige, at de læger, der arbejder i udbudsklinikker, er ligeså velkvalificerede som alle andre læger
Antallet af udbudsklinikker stiger i vores landsdel i det hele taget. Kort fortalt er klinikkerne lægehuse, der er ejet af private firmaer som Nordic Medicare. Lægerne er ansat i stedet for selv at eje deres praksis, sådan som mange af os kender det fra den traditionelle familielæge.
Kigger man på et kort over Sjælland, Lolland og Falster, kan man se, at stort set hele 'vandkanten' af vores område nu er dækket ind af de private aktører.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Det er Region Sjælland, der skriver kontrakt med private udbudsklinikker som Nordic Medicare. Det sker, når det ikke kan lade sig gøre, at finde en læge, der vil åbne en privatpraktiserende læge - en såkaldt familielæge.
Løsningen med private udbudsklinikker er en midlertidig løsning. Det betyder, at hvis det lykkes at finde en privatpraktiserende læge, der vil åbne en klinik, så skal udbudsklinikken lukke.
Læger i udbudsklinikker er ligeså velkvalificerede
Udbudsklinikker som Nordic Medicare er en nødvendighed ifølge Jacob Jensen (V), der både sidder i Sundhedsudvalget på Christiansborg og er medlem af Regionsrådet i Region Sjælland.
- For mig er det afgørende, at man har en læge rimeligt tæt på, hvor man bor. Og det er vigtigt at sige, at de læger, der arbejder i udbudsklinikker er ligeså velkvalificerede læger som alle andre læger, siger politikeren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det samme fremgår af en rapport, der er udarbejdet af Region Sjælland i marts sidste år. Her skriver regionen i et notat om erfaringer med udbudskliniker, at udbud af drift af almen praksis har (...) været altafgørende for opfyldelse af forpligtelsen til at sikre alle borgere adgang til almen praksis.
Samtidig konkluderer man i notatet, at borgerne med udbudsklinikkerne får (...)Et andet, men ikke dårligere, tilbud, hvilket kræver tilvænning hos patienterne og i det øvrige samfund.
Intet tyder på, at udbudsklinikkerne er dårligere
Hos de praktiserende læger mener man, at det voksende antal af udbudsklinikker er et udtryk for noget andet.
- Det er jo lægemangel, der er årsag til, at vi står i denne her situation. Men det er jo fuldstændigt rigtigt, at i en lægemangelsituation kan vi jo ikke have borgere, der ikke har et tilbud, og derfor har man lavet denne her løsning, der hedder udbudsklinik, og det er jo, som det er, siger Ulrik Hesislev, der er formand for de praktiserende lægers organisation (PLO).
Artiklen fortsætter under billedet.
Organisationen mener, at der mangler en kvalitetssammenligning af de to typer lægehuse.
Er udbudsklinikkerne dårligere end jer?
- Nej, det siger jeg ikke. Jeg siger bare, at det er ikke blevet undersøgt, og derfor er der ingen, der ved det, og jeg synes, at sådan en undersøgelse mangler, siger Ulrik Hesislev.
Regionrådsmedlem i Region Sjælland Jacob Jensen mener dog, at kvaliteten hos udbudsklinikkerne allerede er klarlagt.
- Der er ikke noget i de oplysninger, jeg har, som tyder på, at udbudsklinikkerne klarer det dårligere, måske snarere tværtimod. Når man kigger på patienterstatningerne, så har der ikke været nogen hos udbudsklinikkerne. Til gengæld har der været det på nogle af de mere klassiske PLO-læger, siger politikeren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hos Nordic Medicare fremhæver man ligeledes, at Styrelsen for Patientsikkerhed allerede foretager tjek af både PLO-klinikker og udbudsklinikker.
- De løber jo journalarbejdet igennem, når de kommer på besøg. Og det er jo lidt, hvad Fødevarestyrelsen gør på restauranter. Det er jeg tilhænger af, og der skal fastholdes. Det er med til at vise, hvem der leverer, siger Christian Riewerts.