Forældre bør tale med deres børn om it-sikkerhed, lyder rådet fra Rigspolitiet efter en stribe tilfælde med bombetrusler mod skoler.
Truslerne er fremsat via Aula, som er skolernes intranet og en slags elektronisk meddelelsesbog mellem skole og hjem.
På landsplan har Rigspolitiet indtil nu registreret 16 tilfælde af trusler i syv forskellige politikredse, oplyser politiinspektør Claus Birkelyng.
Benyt denne lejlighed til at få skiftet password til dit UNI-Login
Det er for tidligt at sige, om der er sammenhæng mellem sagerne, tilføjer han.
Et fællestræk er, at børn og unges brugernavn og adgangskode er blevet misbrugt til at skaffe sig uberettiget adgang til systemet. Men gerningsmændene har ikke fået fat i personfølsomme oplysninger, lyder meldingen.
Politiet ser alvorligt på sagerne og har derfor besluttet at koordinere efterforskningen med assistance fra specialisterne i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse fredag.
Tal med dit barn
Forældre bør som nævnt ifølge politiet tale med deres børn.
- Benyt denne lejlighed til at få skiftet password til dit UNI-Login. Rigtig mange har stadig det password, som de fik udleveret, da de kom på skoleintra Aula, men det er en god idé at ændre det til noget nyt og mere sikkert, siger politiinspektør Claus Birkelyng.
Sådan sikrer du dig
- Lav et stærkt kodeord. Tidligere anbefalede man hyppige skift af passwords, men nu er anbefalingen at bruge lange passwords, der består af både små og store bogstaver samt tegn, og som er sværere at bryde.
- Brug ikke det samme password alle steder.
- Lad ikke kodeord ligge og flyde
- Del aldrig dit brugernavn og password med andre – hverken på nettet eller i den virkelige verden
- Genbrug ikke tidligere kodeord eller kodeord som du bruger på andre hjemmesider
- Har du mistanke om at andre har fået adgang til dit eller dit barns brugernavn og password, så skift det.
- Læs mere om, hvordan du sikrer dig og dit barn på nettet på www.sikreside.dk
- Gode råd om password findes på www.sikkerdigital.dk
Kilde: Rigspolitiet.
Børnene skal have at vide, at de ikke skal vise brugernavn og password til andre - hverken på nettet eller i den virkelige verden, lyder hans råd.
Han anbefaler alle at få vejledning på hjemmesiden www.sikreside.dk. I efterforskningen samarbejder Rigspolitiet med Kombit, som er selskabet bag Aula.