Store forskelle i andelen af overvægtige børn rundt om i landet

Det svinger voldsomt fra kommune til kommune, hvor mange børn, der er overvægtige ifølge analyse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I nogle kommuner er der næsten ingen svært overvægtige børn, i andre er det mere end hver tiende. Det gør det svært at lave en samlet indsats, skriver Jyllands-Posten.

Avisen har analyseret tal fra Esundhed.dk under Sundhedsdatastyrelsen.

De viser, at eksempelvis kommuner i rige områder nord for København som Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kun har en andel på 0,7 procent af svært overvægtige børn.

I den modsatte ende ligger kommuner som Jammerbugt og Struer, hvor andelen er over ti procent.

- Det (kommuner med den største andel, red.) er de steder, hvor man har den laveste gennemsnitlige indkomst. I gamle dage sagde man, at det i USA var de fattige, der var overvægtige.

- Og nu kan vi så sige, at billedet er lidt det samme her i landet. Fortæl mig din løn og dit postnummer, så skal jeg sige, hvor sandsynligt det er, at dit barn er overvægtigt, siger Jens Meldgaard Bruun, fedmeforsker og overlæge ved Rigshospitalet til avisen.

Veluddannede borgere har sunde børn

Gitte Skou Rasmussen, afdelingsleder for sundhedsplejen i Gentofte, er ganske enig.

- De borgere, der bor i vores kommune, er veluddannede og har fokus på sund livsstil og sundhed i det hele taget. Det bliver børnene præget af.

- Vi har omkring 3000 børn på mellemtrinet, og heraf er kun omkring 20 børn svært overvægtige. Så der er simpelthen ikke grundlag for at lave et tilbud, siger hun til Jyllands-Posten.

Helt modsat er det i Norddjurs, hvor andelen af svært overvægtige børn ligger på 6,9 procent.

Her har kommunen indført ekstra besøg hos skolesundhedsplejersken i anden klasse for at holde øje med, hvem der bliver svært overvægtige.

- Når vi finder et overvægtigt barn, så kontakter vi familien og informerer nænsomt om, hvilke konsekvenser det kan have at være overvægtig, siger skolesundhedsplejerske Kamilla Jørgensen og fortsætter:

- Der ses en overrepræsentation blandt sårbare familier, men det rammer alle typer af familier.


Nyhedsoverblik