Sankt Hans-bålene blussede flot over store dele af regionen for halvanden uge siden - mens der mange andre steder i landet måtte findes på andre kreative løsninger.
Men nu tør brandvæsenet ikke trække den længere.
Onsdag bliver der indført afbrændingsforbud i Odsherred, Kalundborg, Sorø, Holbæk, Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg kommuner. Det betyder, at der nu er afbrændingsforbud i alle kommuner i regionen. Der var i forvejen afbrændingsforbud i Stevns, Guldborgsund og Lolland kommuner.
Det er det absolut sidste håndtag, vi trækker i
- Vi mener ikke, vi er sat i verden for at begrænse borgerne. Så det er det absolut sidste håndtag, vi trækker i. Vi er kommet rigtig langt denne sommer også omkring Sankt Hans med at informere og vejlede, men nu spidser tingene til, siger Lasse E. Hansen, beredskabschef i Vestsjællands Brandvæsen.
Tørken i Danmark er faktisk så slem, at afbrændingsforbuddet fra onsdag gælder i samtlige landets 98 kommuner.
Mange naturbrænde
I sidste uge rykkede Vestsjællands Brandvæsenet ud til omkring 15 mindre naturbrænde, der alle sammen var skabt af for eksempel et bål, man troede var slukket, men som så blussede op igen.
Og lige om lidt vil bønderne gerne brænde marker af, når de har høstet.
- Vi er ikke meget for at indføre det her afbrændingsforbud nu. Men vi mener, vi er i en så ekstrem situation nu, hvor vi har haft maksimalt tørkeindeks i flere dag på 10, at vi skal indføre forbuddet. Vi er så langt henne på året nu, at markerne begynder at blive mere tørre og visne. Kornet modner, og snart kommer der frøgræsafbrænding på markerne. Så må vi trække bremsen – det kan vi ikke håndtere, siger Lasse E. Hansen.
Et afbrændingsforbud betyder, at det er forbudt at have åben ild udendørs. Det gælder både grill, bål, markafbrændinger, brug af ukrudtsbrænder og afbrænding af haveaffald.
Kornet modner, og snart kommer der frøgræsafbrænding på markerne. Så må vi trække bremsen – det kan vi ikke håndtere
Det er tilladt at tænde en grill, der står på et fast ikke-brændbart underlag. Det vil sige, det fortsat er i orden at tænde havegrillen, hvis den står på for eksempel fliser.
Ingen tvivl om reglerne
Afbrændingsforbuddet bliver også udstedt for, at der ikke skal være nogen tvivl om, hvad der er tilladt.
- Vi har mange turister i området, som måske ikke er vant til at færdes i den natur og gerne vil hygge sig. Så er det rart, at der er klare retningslinjer, forklarer Lasse Hansen.