Der kommer flere penge til demensområdet i tre lokale kommuner.
Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.
Tirsdag offentliggjorde ministeriet en liste med 22 kommuner og to regioner, som får del i 47,5 millioner kroner til at give deres medarbejdere mere viden om demens og styrke deres faglige kompetencer.
Nu giver vi demensmedarbejderne et fagligt løft, så borgere med demens fremover vil opleve en mere vidensbaseret pleje og omsorg
Det drejer sig om Lolland, Næstved og Slagelse kommuner, som til sammen får tildelt knap 4,6 millioner kroner. Pengene skal sørge for, at i alt 957 demensmedarbejdere kan få mere undervisning i form af eksempelvis AMU-forløb.
- Der er så mange dedikerede personer i ældreplejen, som hver dag arbejder med demensramte – nu får de gavn af mere viden og uddannelse i de faglige udfordringer, de møder. Det skal bidrage til at gøre det mere attraktivt at arbejde i ældreplejen og samtidig gavne borgerne med demens og deres pårørende, udtaler ældreminister Thyra Frank (LA) i en pressemeddelelse.
139 millioner kroner
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) glæder sig ligesom ældreministeren.
- Demens er en alvorlig sygdom, som rammer mange danskere. Nu giver vi demensmedarbejderne et fagligt løft, så borgere med demens fremover vil opleve en mere vidensbaseret pleje og omsorg, siger Ellen Trane Nørby.
Pengene kommer fra en pulje på i alt 139 millioner kroner.
Første del på 91,5 millioner kroner blev fordelt i 2017. Puljen stammer fra den nationale demenshandlingsplan, som regeringen og satspuljepartierne har afsat i alt 470 millioner kroner til.
Så meget får de tre kommuner
- Lolland Kommune 707.194 kroner
- Næstved Kommune 877.680 kroner
- Slagelse Kommune 2.995.905 kroner
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.