Hele 63 procent af de 549 prøver af det danske grundvand, som forskningsinstitutionen Geus analyserede sidste år, indehold rester af pesticider.
Mere end hver fjerde prøve, 26 procent, overskred endda grænseværdien på 0,1 mikrogram per liter.
Det skriver Ingeniøren på baggrund af en ny opgørelse, som Geus i sidste uge orienterede en række interessenter om i forbindelse med offentliggørelsen af det første udkast til miljøovervågningsrapporten Novana.
Nu bliver det svært at finde en et sted til en ny boring, hvor grundvandet ikke også er forurenet med pesticider
Forureningen af grundvandet tog et gevaldigt hop i 2018. I 2017 blev der kun målt pesticider i godt halvt så mange af boringerne i overvågningsprogrammet, 33 procent, mens grænseværdien kun var overskredet i hver tiende boring.
- Vi vidste godt, at der ville være en større andel af fund og overskridelser i år, men ikke hvor mange, siger statsgeolog Claus Kjøller fra Geus til Ingeniøren.
Årsagen er først og fremmest, overvågningsprogrammet nu måler efter flere pesticider i grundvandet. Det skyldes, at regionerne i første omgang fandt en række hidtil upåagtede stoffer i prøver under forurenede grunde. De stoffer har vist sig at være langt mere udbredte end hidtil antaget.
Har ikke været retvisende
Der er derfor ikke tale om, at grundvandet er blevet væsentligt mere forurenet, men snarere, at de tidligere opgørelser med Claus Kjøllers ord ikke har været retvisende.
Tilstanden i grundvandet er dermed endnu værre end i vandværkernes boringer. Allerede i foråret kom den første opgørelse frem, som viste, der er pesticidrester i fire ud af ti vandværksboringer. Det bekræfter den nye Geus-undersøgelse.
Vandværksorganisationen Danva kalder den nye opgørelse dybt foruroligende. Mange boringer lukker i forvejen, fordi der bliver fundet pesticider.
- Og nu bliver det svært at finde en et sted til en ny boring, hvor grundvandet ikke også er forurenet med pesticider, siger seniorkonsulent Claus Vangsgaard til Ingeniøren.
Han påpeger, at mange vandværker allerede i dag er dybt afhængige af en enkelt boring. Hvis den bliver forurenet, så kan det blive vanskeligt at hente rent vand til borgerne op fra undergrunden.
- Det kan blive nødvendigt at rense vandet nogle steder i landet. Men det er generelt ikke den vej, vi skal. Det er ikke moderne miljøpolitik, og forbrugertilliden risikerer at tage skulle. Det skulle nødigt ende med, at folk køber flaskevand i stedet for at drikke vandet i vandhanen, siger Claus Vangsgaard til Ingeniøren.