Undgå madspild i Påsken

Der blev hamstret i regionens supermarkeder op til Påsken, men meget af maden ender i skraldespanden. Læs her hvordan du undgår madspild.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Onsdag blev der revet madvarer ned fra hylderne i supermarkederne, for der skal jo nødigt mangle mad når familien kommer til påskefrokost. Dagen regnes for at være årets travleste indkøbsdag.

Men meget af maden ender i skraldespanden. I følge tal fra Landbrug og Fødevarer så bliver der smidt mad ud for 1,4 milliarder kroner i Påsken.

-Tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af fødevarer i påskemåneden er lidt større end gennemsnittet de øvrige måneder. Så danskerne køber mere mad, når der er helligdage, og vi skal være sammen med familie og venner. Madspildet er på 16 milliarder kroner årligt i Danmark, og i påskemåneden udgør det cirka 1,4 milliarder kroner, siger chefkonsulent Klaus Jørgensen, Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Derfor kommer forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad nu med en række gode råd til, hvordan man undgår at smide maden ud.  

-Påskens madspild koster danskerne dyrt, og der er behov for en hjælpende hånd til de mange, som ikke er opmærksomme på, at de faktisk smider formuer i skraldespanden, siger Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad.

 

Gode råd til at undgå madspild

1) Se hvad du i forvejen har af mad i køleskabet, inden du køber ind.

 

2) Forsøg kun at købe hvad du har brug for. Vi har en tendens til at købe 10-15% for meget.

 

3) Husk ikke at stille al maden frem på bordet på én gang, så holder maden sig længere.

 

4) Stil maden frem i mindre fade/skåle.

 

5) Bland ikke maden sammen, for eksempel salat og dressing, for så er det nemmere at gemme maden. Vent med at mikse enkeltdelene i hver ret sammen til lige før servering.

 

6) Genbrug rester.

 

7) Brug fryseren - det er et glimrende redskab til mindre madspild.

 


Nyhedsoverblik