Det handler om at planlægge sin køretur hjem til familien eller ud til sommerhuset, hvis man vil undgå den tætte trafik, som påsken traditionen tro medfører.
Sådan lyder opfordringen fra Vejdirektoratet, der især forudser pres på de regionale veje lørdag den 13. april, onsdag den 17. april og skærtorsdag den 18. april, hvor trafikken hovedsageligt bevæger sig på tværs af landet.
Det drejer sig om turen fra Hovedstadsområdet mod Jylland samt fra den dansk-tyske grænse ved Padborg mod Aarhus.
Desuden forventer Vejdirektoratet øget trafik i de store sommerhusområder på den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland.
Tjek trafiksituationen inden du kører
Der kan altid opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr eller andre uforudsete hændelser, og risikoen er større, når der er mange biler på vejene.
Derfor råder Vejdirektoratet bilisterne til at holde sig orienteret om den aktuelle trafiksituation på din rute, inden man tager afsted. Det kan man blandt andet gøre på trafikinfo.dk.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det giver en bedre chance for at undgå uheldige overraskelser i trafikken og er der problemer, kan man måske nå at ændre afrejsetidspunkt eller rute.
Her bliver trafikken tæt
Trafikken vil hovedsageligt gå fra øst mod vest på udrejsedagene.
Lørdag den 13. april forventer Vejdirektoratet at se den første ferietrafik på vejene. Det betyder, at der i tidsrummet klokken 10.00 til 14.00 er risiko for kødannelser og i perioder tæt trafik. Det gælder især på den vestlige del af Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart samt på E45 omkring Kolding.
Onsdag den 17. april blander rejsetrafikken sig med eftermiddagsmyldretiden. Ferietrafikanter skal derfor være opmærksomme på, at der er risiko for mindre kødannelser i tidsrummet klokken 14.00 til 18.00, især på motorvejene omkring de store byer.
Skærtorsdag den 18. april forventer Vejdirektoratet tæt trafik og risiko for mindre kødannelser i tidsrummet klokken 10.00 til 14.00. Det gælder især på Vestmotorvejen, den vestlige del af Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart, samt på E45 ml. Kolding og Aarhus.
Artiklen fortsætter under billedet.
De primære hjemrejsedage i påsken er påskesøndag den 21. april og 2. påskedag mandag den 22. april, hvor trafikken hovedsageligt bevæger sig fra Jylland mod Hovedstadsområdet via Fyn og Sjællands Odde.
Her kan der i perioder opstå tæt trafik, men Vejdirektoratet forventer, at dagene vil forløbe uden større forsinkelser, da hjemrejsetrafikken sædvanligvis fordeler sig jævnt over flere dage.
Flere biler i sommerhusområderne
I påsken skydes sommerhussæsonen for alvor i gang, og det betyder traditionen tro en øget mængde trafik til og fra de større sommerhusområder rundt om i landet.
Det gælder især sommerhusområderne langs den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland. Forvent derfor også tæt trafik på de større rejsedage på rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing, rute 40 ved Skagen, Rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse og rute 237 mellem Hornbæk og Tisvildeleje.
Vejdirektoratets trafikprognoser bygger primært på trafiktællinger, erfaringer og hvad Vejdirektoratet ved om de trafikale konsekvenser af vejarbejder, arrangementer og store rejsedage. Her er ikke taget højde for uforudsigelige og akut opståede gener for trafikken som for eksempel uheld eller dårligt vejr.