Der var ikke meget spænding ved afstemningen i Folketinget om at afsætte penge på næste års finanslov til at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Afstemningen fandt sted onsdag aften.
Ganske som forventet sørgede et flertal bestående af Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti for, at forslaget blev vedtaget.
Socialdemokratiet meldte tidligere på dagen ud, at selvom de støtter ideen om et tredje udrejsecenter i Danmark, som skal huse udviste udlændinge på tålt ophold, så er de ikke sikre på, at Lindholm er det rette valg. I hvert fald vil de gerne have undersøgt alternative løsninger til bunds, inden de beslutter sig. Derfor stemte de blankt.
Resten af oppositionen bestående af Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten stemte imod forslaget.
Sådan her fordelte stemmerne sig:
Beslutningen om, at Lindholm i fremtiden skal huse udviste, kriminelle udlændinge, blev truffet hurtigt.
For den 8. november kom forslaget, og 22 dage senere havde regeringen og Dansk Folkeparti besluttet, at idéen skulle med på finansloven.
Beslutningen har mødt stor modstand fra blandt andet politikerne i Vordingborg Kommune, fra det lokale erhvervsliv og fra borgerne i især Kalvehave, hvor færgen fra Lindholm lægger til.