Lokal Venstre-spids roser socialdemokrater - vil ikke støtte udrejsecenter på Lindholm

Michael Seiding Larsen (V) roser Socialdemokratiet, der ikke vil stemme for et udrejsecenter på Lindholm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De stemmer ikke nej, men de stemmer heller ikke ja.

Socialdemokraterne har besluttet sig for at undlade at stemme om finanslovens planer om at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt for dømte udviste udlændinge.

quote Det er rigtig positivt, at nogen er begyndt at lytte til os lokale

Michael Seiding Larsen (V), Vordingborg Kommune

Den manglende støtte skyldes, at oppositionspartiet først vil se det samlede beslutningsgrundlag for at bruge de 600 millioner kroner på udrejsecenteret.

Den melding får støtte fra den lokale Venstre-spids i byrådet i Vordingborg, 2. viceborgmester Michael Seiding Larsen.

- Det er en meget interessant melding og noget af et skifte i forhold til det store folkemøde forleden. Det er rigtig positivt, at nogen er begyndt at lytte til os lokale, siger venstrepolitikeren, der gennem flere uger samme med mange andre lokalpolitikere har forsøgt at påvirke beslutningen om udrejsecenteret - dog uden at have vundet gehør for argumenterne blandt partifællerne på Christiansborg.

Meget stor lokal modstand

Beslutningen om udrejsecenteret er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Planerne har været offentlig kendt siden den 30. november.

Artiklen fortsætter under billedet.

Øen Lindholm ligger i Stege Bugt.
Øen Lindholm ligger i Stege Bugt. Foto: TV 2 Grafik

Lokalt på Sydsjælland, Møn og Falster har planerne skabt stor uro, og mere end 700 mennesker deltog mandag i et folkemøde om sagen, der blev afholdt i det nybyggede DGI-huset i Vordingborg.

På mødet kom både partierne bag beslutningen - men også Socialdemokratiet, i beskydning fra borgerne for beslutningen, der var alt andet end populær lokalt.

Trods socialdemokraternes beslutning er der fortsat et flertal mod planerne.

- Det kan godt være, at det ikke får den store betydning. Men jeg er glad for, at nogen er begyndt at lytte. Det er klart, at der nok er gået lidt valgkamp i den. Men jeg noterer mig med glæde, at nogen hører på os, siger Michael Seiding Larsen.


Nyhedsoverblik