Der var 160 stole sat op – men alligevel langt fra siddepladser til alle, da der torsdag aften blev holdt borgermøde for borgerne i Kalvehave-området om planerne om at lave udrejsecenter for udviste asylansøgere på Lindholm i farvandet mellem Møn og Sydsjælland.
Mødet blev afholdt i Viemose på Sydsjælland, og TV ØSTs journalist Ivan Nielsen vurderer, at langt flere end 200 var mødt op.
Blandt dem var Steen Werning, der er imod forslaget fra Regeringen og Dansk Folkeparti.
- Jeg håber, at de lytter til os, og forstår at de skal passe på os. Når de forstår det, så vil de også forstå, at der ikke skal være noget udrejsecenter på Lindholm, siger han til TV ØST.
Han mener, at gode argumenter kan påvirke politikerne på Christiansborg.
- Vi er rigtig mange, der er skræmte. Vi vil gerne have, at de passer på os, siger han.
Borgmester håber på skyts
Også Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S) deltog i mødet.
Han har de seneste dage holdt møde med både integrationsminister Inger Støjberg (V) og Integrationsudvalget på Christiansborg.
Han håber stadig, at det lykkes at påvirke de borgerlige politikere.
- Jeg tror, at det er lykkedes os at påvirke nogen. Men mange har endnu ikke lyttes til vores argumenter, siger borgmesteren.
Han understreger, at politikerne på Christiansborg tilsyneladende er villige til at bruge en masse penge på at flytte et problem fra Midtjylland til Sydsjælland uden at forsøge at løse problemet.
Det er meningen at Lindholm skal åbne i 2021.