En 17-årig dreng bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i sagen om en storstilet fangeflugt fra retspsykiatisk afdeling på psykiatrisygehuset i Slagelse i slutningen af november.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Den 17-årige blev anholdt i Hamborg i december og er nu blevet overdraget til Danmark af tysk politi.
VIDEO: Sådan her så det ud ved psykiatrisygehuset kort tid efter fangeflugten.
Alle anholdt i udlandet er udleveret
I pressemeddelelsen oplyser politiet også, at alle de personer, der er blevet anholdt i udlandet i sagen, nu er blevet overdraget til Danmark og stillet for en dommer her.
I begyndelsen af december blev to mænd anholdt i Spanien. De to nægter sig skyldige, men blev begge varetægtsfænglset.
Derudover blev en mand anholdt i Hamborg to dage efter fangeflugten. Også han er blevet varetægtsfængslet i sagen.
Fortsat på fri fod
Fangeflugten fandt sted den 19. november 2019. Her lykkedes det for det ledende bandemedlem af gruppen Nord-Nordvest (NNV) Hemin Dilshad Saleh at flygte fra psykiatrisygehuset i Slagelse.
NNV spiller en aktiv rolle i bandekrigen, hvor de ligger i konflikt med gruppen Brothas.
24-årige Hemin Dilshad Saleh sad varetægtsfængslet for en forbrydelse begået den 16. september 2018. Han er sigtet for at have udøvet særlig rå, brutal og farlig vold mod en rivaliserende bandeleder i en frisørsalon i København.
Artiklen fortsætter under billedet.
Efter episoden var Hemin Dilshad Saleh på flugt fra politiet i et år, før han blev anholdt 10. oktober i år.
Flugten fra retspsykiatrisk afdeling i Slagelse foregik blandt andet ved hjælp af pistoler smuglet ind i en kageæske. Hemin Dilshad Saleh er fortsat på fri fod.
GRAFIK: Sådan flygtede Hemin Dilshad Saleh fra retspsykiatrisk afdeling i Slagelse.
Grafik: Nick Abildgaard & Lonni Christiansen