23-årig dømt for Field's-drab - anbringes på Sikringen

En 23-årig mand idømmes anbringelse på Sikringen, der er institution for de farligste dømte med sindssygdom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 23-årig mand skal anbringes på den topsikrede psykiatriske institution Sikringen for flere drab og drabsforsøg i Field's sidste år.

Der sættes ingen slutdato for anbringelsen, og han skal dermed opholde sig der, til en domstol siger andet.

Det afgør Københavns Byret onsdag.

Manden er dømt i overensstemmelse i anklageskriftet, der blandt andet tæller tre drab og en række drabsforsøg.

Læs også
Drabsmand fra Field's skal afsone blandt Danmarks farligste patienter - nogle kommer aldrig ud igen
Læs også
Drabsmand fra Field's skal afsone blandt Danmarks farligste patienter - nogle kommer aldrig ud igen

Retten har fundet, at skyderiet var planlagt.

I den vurdering har retten lagt vægt på, at han på dagen for skyderiet tog ud til Field's tidligere på dagen, hvor han "helt tydeligt undersøgte indgangen til Field's", siger retsformand Jens Stausbøll.

Der er også lagt vægt på særligt en række håndskrevne noter, der blev fundet i den 23-åriges hjem efter skyderiet.

Video: Amalie Kristensen fra Holbæk var en af de personer, der overværede angrebet i Field's på tæt hold. Hun har gennem det sidste år kæmpet for at komme videre og finde sig selv igen.

Specialanklager gik efter anbringelse på Sikringen

Specialanklager Søren Harbo har under sagen netop argumenteret for, at skyderiet var planlagt, at den 23-årige stadig er farlig, og at han derfor bør anbringes på den topsikrede psykiatriske institution Sikringsafdelingen.

Den ligger i Slagelse og omtales også blot Sikringen. Selv om det er en psykiatrisk institution, minder den om et fængsel med meget høj sikkerhed, bedre bemanding og mulighed for flere tvangsindgreb end på en almindelig psykiatrisk afdeling.

Luise Høj, der er den 23-åriges forsvarer, mente, at det var tilstrækkeligt med en anbringelse på en almindelig lukket psykiatrisk afdeling, men det afviser Københavns Byret.

Læs også
Danmarks farligste sindssyge:
Så svært er det at få udgang
Læs også
Danmarks farligste sindssyge:
Så svært er det at få udgang

Den unge lyshårede mand kan ifølge forsvarer Luise Høj ikke huske klart, hvad der skete, da han skød i Field's.

Derfor har han under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne, selv om han ikke bestrider det hændelsesforløb, der er beskrevet i anklageskriftet.

Den 23-årige har udbedt sig betænkningstid, når det kommer til spørgsmålet om anke. Han kan inden for to uger anke dommen til Østre Landsret.

- Vi ønsker at læse dommen, før vi tager stilling, siger mandens forsvarer, advokat Luise Høj.

OVERBLIK: Tre blev dræbt da 14 skud blev affyret i Field's

En 23-årig mand skal anbringes på den topsikrede psykiatriske institution Sikringen i Slagelse for flere drab og drabsforsøg i Field's sidste år. Det har Københavns Byret afgjort onsdag.

Her er et overblik over sagen:

  • Søndag 3. juli 2022 klokken 17.36 modtager Københavns Politi anmeldelser om skyderi i butikscenteret Field's på Amager.

  • Tre personer - to teenagere og en mand - bliver dræbt under skyderiet.

    Det er en pige og en dreng på 17 år samt en 46-årig mand med russisk statsborgerskab, som var bosat i Danmark.

    Flere bliver desuden ramt af skud eller kommer til skade i forbindelse med skyderiet.

  • 15 skud bliver ifølge anklagemyndigheden affyret, heraf bliver de 14 affyret indenfor.

  • En formodet gerningsmand på dengang 22 år bliver anholdt af betjente, der er rykket ud til stedet. Han bliver anholdt uden for indkøbscentret klokken 17.48.

  • Manden er ifølge politiet "kendt i psykiatrien". Politiet har på forhånd kun et perifert kendskab til ham.

  • I månederne efter skyderiet bliver der etableret en arbejdsgruppe til at undersøge, om det psykiatriske system har svigtet.

    Granskningen viser, at der ikke kan peges på én enkelt årsag til skyderiet.

    Konklusionen er i grove træk, at indsatsen kunne have været bedre, men at man ikke kan konkludere, at en bestemt ting ville have forhindret hændelsen.

  • Den formodede gerningsmand bliver varetægtsfængslet i sagen den 4. juli og har været det lige siden. I stedet for at sidde i et fængsel eller arresthus er han indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

  • Ved et retsmøde i december 2022 fortæller specialanklager Søren Harbo, at der ved ransagning af mandens hjem umiddelbart efter episoden er blevet fundet tekster, der kunne tyde på en forudgående planlægning af skyderiet.

    Forud for skyderiet har den nu tiltalte mand også indkøbt magasiner med ammunition samt den vest, han blev anholdt i.

  • Retssagen mod ham bliver indledt i juni 2023 ved Københavns Byret med domsafsigelse onsdag den 5. juli klokken 15.

  • Den nu 23-årige mand kan ifølge sin forsvarer ikke huske dagen godt, og derfor har han under sagen nægtet sig skyldig. Men han bestrider ikke det hændelsesforløb, der er beskrevet i anklageskriftet.

  • Retslægerådet har vurderet, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af sindssyge. Hvis retten finder det korrekt, kan den 23-årige ikke idømmes en fængselsstraf, men derimod en anden form for sanktion.

  • Både forsvarer og anklager har argumenteret for en anbringelsesdom til den tiltalte. Det vil sige, at han skal opholde sig på en psykiatrisk afdeling uden slutdato. Anklagemyndigheden vil have, at det skal være på den topsikre institution Sikringsafdelingen i Slagelse.

  • Københavns Byret afgør, at den 23-årige skal anbringes på Sikringsafdelingen i Slagelse uden slutdato for anbringelsen.

Kilder: Københavns Politi, Hovedstadens Akutberedskab, DR, Ritzau.


Nyhedsoverblik