3500 cyklister passerede Storebælt: - Det var en helt perfekt tur

Vejret var på alle måder med cyklisterne lørdag, da et motionscykelløb krydsede Storebæltsbroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det har været kanon. Fyn var bare så flot, og da vi nåede broen var det helt vindstille på det flade stykke. Højbroen havde en god stigning, og så lidt modvind på vejen. Det var simpelthen bare perfekt.

Sådan siger Mads Andersen fra Lyngby, der var en af de 3.500 cyklister, der lørdag eftermiddag deltog i en af de sjældne hændelser, hvor et cykelløb får lov til at krydse Storebæltsbroen.

Læs også
Fire biler i uheld på Storebælt før cykelløb
Læs også
Fire biler i uheld på Storebælt før cykelløb

Lørdag blev der arrangeret et motionsløb fra Aarhus til København - fælles for de tre mulige motionsstrækninger var, at de alle gik over Storebæltsbroen.

Sådan så det ud, da de mange cyklister krydsede broen.
Sådan så det ud, da de mange cyklister krydsede broen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Der var tre ruter i løbet. Den længste fra Aarhus til København på 376 kilometer, og den korteste er fra Odense til Korsør på 57 kilometer, så der er noget for de fleste. Den lange rute krydsede også den gamle Lillebæltsbro.

Læs også
Cykelløb begrænser trafikken over Storebælt i weekenden
Læs også
Cykelløb begrænser trafikken over Storebælt i weekenden

- Broen var fantastisk. Hele vejen op lå vi i læ. Og det var først nedad at vi ramte modvinden, og så blev det faktisk lidt hårdt. Men det var så fed en tur. Det kunne ikke være bedre, sagde Ditte Andersen fra Bregninge, da hun nåede Korsør.

Ditte Andersen, da hun ankommer til Korsør. Hun blev først ramt af modvind på nedkørslen fra Højbroen.
Ditte Andersen, da hun ankommer til Korsør. Hun blev først ramt af modvind på nedkørslen fra Højbroen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Også arrangøren af løbet, Jens Veggerby, var glad for arrangementet.

- Det sker meget sjældent at man får mulighed for at krydse en af Danmarks store broer. Vi har ikke nogle bjerge herhjemme - men vi har de her spektakulære broer, som vi med års mellemrum får lov til at krydse. Det er fantastisk, siger han.

Læs også
Analyse om storebæltulykke: Fastspændt gods blæser ikke af
Læs også
Analyse om storebæltulykke: Fastspændt gods blæser ikke af

Han mener, at arrangementet er et stærkt statement for motionisterne i Danmark. Bag hver deltager ligger nemlig flere tusind kilometers træning - og dermed er der trampet mange millioner kilometer som forberedelse til motionsløbet.

3.500 cyklister krydsede Storebælt lørdag eftermiddag.
3.500 cyklister krydsede Storebælt lørdag eftermiddag. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Jeg tror ikke, at det kan undgås, at nogle klager, når man rammer en færdselsåre, som vi gør. Men det har været meget få klager - og jeg tror også, at mange ser igennem fingre med det, fordi det er så sjældent og fordi det er et motionsløb for nogle, der virkelig har en passion. Jeg tror og håber alle synes, at det er en god ide, siger han.

Rent praktisk blev trafikken på Storebælt kun forstyrret i retning fra Fyn mod Sjælland, hvor et af motorvejens to østgående spor blev reserveret til cyklisterne.

En trafikulykke i vestlig retning tidligere på eftermiddagen havde ikke relation til arrangementet.


Nyhedsoverblik