5000 år gamle menneskeknogler myldrer frem

5000 år gamle kæber, kranier og fingerknogler dukker lige nu op af jorden ved Skælskør.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke kun i amerikanske horrorfilm, at hoveder fra mennesker kan findes i køleskabet. 

Et sted ved Skælskør Nor står resterne af et kranie nemlig side om side med hummus og gulerødder i et køleskab hos arkæologerne, der ikke kun holder madpakkerne kolde. 

quote Udgravning er speciel, da vi får et unikt indblik i, hvordan mennesker blev begravet i bondestenalderen

Lone Claudi-Hansen, arkæolog og museumsinspektør ved Museum Vestsjælland

Kraniet er dukket op under en historisk udgravning af en 5000 år gammel jættestue, også kendt som et gravkammer, fra bondestenalderen. 

Det er ikke kun i horrorfilm, at kropsdele kan findes i køleskabet. Det kan det også hos arkæologerne.
Det er ikke kun i horrorfilm, at kropsdele kan findes i køleskabet. Det kan det også hos arkæologerne. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Efter tre års intenst arbejde er det endelig lykkes arkæologerne at komme ned i det nederste jordlag, hvor knoglerne er at finde. Det betyder samtidig, at udgravningen snart er forbi. 

En ødelagt jættestue

Grunden til, den store historiske udgravning kan finde sted, er, at den oprindelige jættestue blev sløjfet i 1893. 

Her skulle en landmand bruge de store sten, som indrammer gravpladsen, til at bygge en ejendom på sin grund.

- Jættestuen er så velbevaret, fordi landmandens landbrugsmaskiner ikke er stukket særligt dybt ned i jorden, siger Lone Claudi-Hansen.

Lone Claudi-Hansen skal efter tre års udgravninger til at undersøge alt det keramik, som er fundet i jorden.
Lone Claudi-Hansen skal efter tre års udgravninger til at undersøge alt det keramik, som er fundet i jorden. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Normalt bliver der ikke lavet udgravninger i jættestuer, fordi der i 1937 blev indført en lov om at frede fortidsminder, men da jættestuens øvre del allerede var ødelagt, inden loven blev indført, hører den ikke ind under lovgivningen. 

Fineste fund

At jættestuen igen skulle få opmærksomhed lå ikke i kortene. Det var nemlig først i 2021, at den igen blev opdaget, da en detektorfører fandt et kranie på grunden.

- Jættestuen er med sine 10,7 meter i længden og to meter i bredden en af Sjællands største jættestuer, siger Lone Claudi-Hansen. 

Sådan ser udgravningen af jættestuen og stendyssen ud.
Sådan ser udgravningen af jættestuen og stendyssen ud. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Fundet af kraniet og den velbevarede jættestue, blev et år senere sat på Slots- og Kulturstyrelsen top-10 liste over de fineste arkæologiske fund.

På grunden er der allerede dukket mere end hundrede forskellige knogler op, og det fører tanker med sig, når man pludselig sidder med et 5000 år gammelt menneske i hånden.

- Mens jeg graver, tænker jeg på de afdødes historie, og hvordan de har levet deres liv, siger Jannie Kjeldgaard Drews, der er forhistorisk arkæologistuderende ved Københavns Universitet.

Ritualer 

Ifølge Lone Claudi-Hansen var bondestenalderen revolutionerende, da folket gik fra at være jægere til at være bønder.

Det medførte en del ritualer, fordi jagtinstinktet ikke var nok til at sikre en god høst.

Jannie Kjelgaard Drews har fundet alt fra ravperler til en kæbe.
Jannie Kjelgaard Drews har fundet alt fra ravperler til en kæbe. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

- Det ser ud som om, at de har haft nogle forskellige ritualer, hvor de blandt andet brænder dele af knogler, men også at de flytter rundt på dem, siger Lone Claudi-Hansen.

Da gravritualerne er udført for omkring 5000 år siden, er det ifølge museumsinspektøren svært at fastslå, hvorfor bondestenalderfolket har brændt og rykket rundt på deres afdøde.

Mere end bare knogler

Udgravningen kan udover at give informationer om gravskikken også være med til at vise mere om bondestenalderfolket.

De mange hundrede knogler sendes nemlig snart videre til yderligere undersøgelser. Her vil både køn og alder på de afdøde blive fastslået.

Det er dog ikke de eneste informationer, som knoglerne gemmer på.

- Gennem DNA kan vi finde ud af, om de er i familie med hinanden, siger Lone Claudi-Hansen.

Under hver en pose og sten ligger enten en knogle eller en gravgave.
Under hver en pose og sten ligger enten en knogle eller en gravgave. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

At knoglerne tages med ind i skurvognene og bliver gemt i køleskabet, sker nemlig for på bedste vis at beskytte det DNA, som skulle være at finde.

Udgravningen forventes afsluttet i slutningen af august.


Nyhedsoverblik