Afskaffelse af fødselsforberedelse møder kritik

For at spare ressourcer har Slagelse Sygehus valgt at erstatte fysisk fødselsforberedelse med vejledningsvideoer. Men det er en fejl, mener lokal jordemoder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

For at holde budgettet har man på Slagelse Sygehus valgt at udfase den fysiske fødselsforberedelse. 

I stedet vil der fremover være et digitalt tilbud med tre onlinevideoer med råd og vejledning, som kan tilgås på sygehusets hjemmeside.

Det oplyser Henrik T. Jørgensen, der er vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.

quote Vi har jo ikke alle de samme perspektiver på tingene, så man kan lære rigtig meget af hinanden i et fællesskab

Jordemoder Katrine Pilgaard Friis

Men ifølge privatpraktiserende jordemoder Katrine Pilgaard Friis kan den manglende fysiske fødselsforberedelse ende med at blive det modsatte af en besparelse. 

- Jeg tænker, at det på den lange bane, forebyggelsesmæssigt, er en rigtig dårlig idé. Og jeg tror, det kommer til at have indvirkning på de næste børn, der skal fødes, hvis vi ikke er i stand til at give den personlige vejledning og støtte gennem graviditeten, siger hun og tilføjer:

- I sidste ende handler det om, hvordan parrene har det. Og det at opleve en kompliceret fødsel, fra parrets synsvinkel, det sætter spor. Og det er ikke kun på den korte bane. Det er på den lange bane.

Et rigtig ærgerligt tiltag

Jordemoderen bakkes op i sin kritik af afskaffelsen af den fysiske forberedelse af Mie Ryborg Larsen, der er forkvinde i organisationen Forældre og Fødsel.

Mie Ryborg Larsen, der er forkvinde i organisationen Forældre og Fødsel, mener at prioriteringen på Slagelse Sygehus er helt forkert.
Mie Ryborg Larsen, der er forkvinde i organisationen Forældre og Fødsel, mener at prioriteringen på Slagelse Sygehus er helt forkert. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

- Det er et rigtig ærgerligt tiltag fra deres (sygehusets red.) side. Vi tænker det som en besparelse, som er meget kortsigtet og ikke særlig klog, siger Mie Ryborg Larsen.

Ifølge forkvinden vil afskaffelsen kunne forringe de fødendes muligheder for et trygt fødselsforløb.

- Det betyder, at der er nogle gravide, som ikke er ligeså godt forberedt på fødslen, som de kunne have været, hvis de havde fået fødselsforberedelse i mindre hold.

Onlinevejledning kan ikke det samme

Som jordemoder og ejer af virksomheden Mamabalance i Slagelse møder Katrine Pilgaard Friis dagligt gravide og par kort før, de bliver forældre.

Her oplever hun mange, der synes, det er "superærgerligt, at det fysiske er væk".

- Fremmøde gør jo, at parrene kan spare med hinanden og få stillet en masse spørgsmål og også høre, hvad de andre tænker. Vi har jo ikke alle de samme perspektiver på tingene, så man kan lære rigtig meget af hinanden i et fællesskab.

quote Det er for at se på, hvor vi kan bruge jordemodertimerne bedst

Henrik T. Jørgensen, vicedirektør Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse

Katrine Pilgaard Friis er ikke i tvivl om, at man med onlinevideoer vil kunne få svar på mange spørgsmål, men hun mener ikke, at det kan sidestilles med den fysiske fødselsforberedelse i grupper.

- Man kan læse sig til rigtig mange ting i dag, også på nettet. Og få rigtig mange råd og vejledning online, men det at bruge sin krop i fællesskabet med sin partner i en session, hvor man har nogle at sparre med fysisk, det betyder sindssygt meget for dem.

Begrænset jordemodertimer

I et forsøg på at "bruge ressourcerne på en bedre måde" har man på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse udskiftet den fysiske fødselsforberedelse i grupper med tre vejledningsvideoer.

Vicedirektør Henrik T. Jørgensen anerkender at onlinevejledning "selvfølgelig ikke er det samme", men understreger, at der vil blive fulgt op til de obligatoriske individuelle konsultationer med en jordemoder.

Henrik T. Jørgensen er vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse, hvor man nu tilbyder videoer med fødselsforberedelse i stedet for fysiske møder.
Henrik T. Jørgensen er vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse, hvor man nu tilbyder videoer med fødselsforberedelse i stedet for fysiske møder. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

- Det normale forløb har vi ikke ændret ved. Det ligger fast, at man kommer ind og taler med jordemoderen, som selvfølgelig er opmærksom på at se, om der er nogle ting, de skal gøre noget yderligere ved, siger han.

Ændringen skyldes angiveligt, at man fra sygehusets side er blevet nødt til at se nærmere på, hvordan det begrænsede antal jordemodertimer, der er til rådighed, kan bruges mere optimalt.

Og derfor har man ifølge Henrik T. Jørgensen valgt at afprøve den virtuelle løsning.

- Det er for at se på, hvor vi kan bruge jordemodertimerne bedst. Og det synes vi, at vi kan på konsultationerne, siger han og tilføjer:

- Er det en gravid, som er skrøbelig og som kræver særlig omsorg og opfølgning, så kan de (jordemødrene red.) tilbyde det.

Bekymret for effekten

Katrine Pilgaard Friis anerkender sygehusets behov for at skulle spare, men sætter spørgsmålstegn ved effekten.

- Det er superfornuftigt, at man prioriterer. Men hvem er det, der skal gøre sig til dommer over, hvem der har allermest brug for det? Det kan på papiret være nogle komplicerede, som man beslutter vil have allermest brug for det, siger hun og tilføjer:

- Men jeg møder også bare kvinder, som på papiret har haft en helt normal graviditet og også en helt normal fødsel, men som har nogle reaktioner efterfølgende, som ikke er synlige og ikke bliver opdaget.

Læs også
Sygehus flytter fødsler 100 kilometer væk
Læs også
Sygehus flytter fødsler 100 kilometer væk

Derfor håber Katrine Pilgaard Friis da også, at man genindfører tilbuddet om fysisk forberedelse.

- Jeg tænker, det er vigtigt, at der tilbydes fysisk fødselsforberedelse til alle.


Nyhedsoverblik