Fremover bliver det forbudt at have vilde dyr i cirkusmanegen.
Det har regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet fredag indgået en aftale om, som bliver underskrevet efter påske.
Men de tre elefanter, der i dag er i Cirkus Arena, får lov til at fortsætte, oplyser Simon Kollerup (S), dyrevelfærdsordfører i Socialdemokratiet.
Dyrevelfærden omkring de tre cirkuselefanter skal forbedres, understreger ordføreren.
- For os er det vigtigt, at dyrene har det godt. Det gælder også for cirkuselefanterne, som lever i et stressende miljø. Derfor er tiden kommet til, at vi siger, at det her er de sidste elefanter, vi har i cirkus i Danmark, siger Simon Kollerup.
Aftalen er blevet indgået fredag, efter at Enhedslisten, SF og Alternativet har foreslået i et beslutningsforslag, at alle vilde dyr i omrejsende cirkus skal forbydes.
De tre oppositionspartier ville dog også sende de tre cirkuselefanter i Cirkus Arena på pension.