Aftenskole undrer sig – gymnastikhold må ikke mødes, selvom fitness er åbent

Grundet de nuværende coronarestriktioner må aftenskolen LOFs gymnastikhold ikke mødes. Men fitnesscentret i samme bygning må gerne afholde zumba.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I 39 år har Hanne Sømark undervist kursister på gymnastikhold på aftenskolen LOF i Slagelse, Korsør og Skælskør.

Men lige for tiden er træningsbolden lagt på hylden. Aftenskolerne var nemlig et af de områder, der blev lukket ned den 19. december 2021, da de seneste coronarestriktioner trådte i kraft.

Underviseren Hanne Sømark forstår ikke, hvorfor gymnastikholdet ikke må mødes, når fitness må have åben.
Underviseren Hanne Sømark forstår ikke, hvorfor gymnastikholdet ikke må mødes, når fitness må have åben. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Det undrer Hanne Sømark. For mens gymnastikholdet ikke må mødes, kan fitnesscenteret i samme bygning afholde både yoga og zumba.

- Risikoen for at blive smittet her er i mine øjne væsentlig mindre, end den er på den anden side af væggen, hvor der bliver dyrket fitness. Så det er lidt uforståeligt, fortæller Hanne Sømark.

Flere kursister er frustrerede

En af dem, der plejer at komme til Hanne Sømarks undervisning, er 71-årige Grethe Højland. Hun er kommet på holdet i 15 år på grund af rygproblemer.

- Når jeg tager herfra, så har jeg et rigtig godt velvære i min krop, forklarer den 71-årige.

Grethe Højland kan tydeligt mærke på sin krop, at hun ikke kommer til gymnastik.
Grethe Højland kan tydeligt mærke på sin krop, at hun ikke kommer til gymnastik. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Grethe Højland forsøger at lave nogle af gymnastikøvelserne hjemme, når hun ikke kan komme afsted. Men for hende er det langt fra det samme.

- Jeg kan mærke det i min krop, at jeg ikke kommer afsted, fordi selvom jeg godt kan gøre nogle af øvelserne derhjemme, så får jeg ikke lagt mig halvanden time, som vi har her.

Grethe Højlund er langt fra denne eneste kursist, der er frustreret. Det mærker LOFs skoleleder Helle Jacobsen tydeligt. Hun har siden lukningen af aftenskolerne modtaget mange opkald.

Grundet de nuværende restriktioner er træningsboldene lige for tiden lagt på hylden hos aftenskolen LOF.
Grundet de nuværende restriktioner er træningsboldene lige for tiden lagt på hylden hos aftenskolen LOF. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

- Jeg har fået massevis af folk, der siger, at det er jo ikke særlig godt, når jeg ikke kan komme til træning. Det går jo ud over min krop, siger skolelederen.

- Så det er derfor, jeg råber vagt i gevær nu.

Håber på hjælp fra politikerne

Helle Jacobsens råb om hjælp er rettet til politikerne på Christiansborg. Det er nemlig Regeringen, der i samarbejde med Folketingets øvrige partier i Epidemiudvalget tager stilling til, hvad der skal lukkes, og hvad der kan holde åbent.

- Det sker jo på baggrund af de anbefalinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne, som er blevet fulgt af både regeringen og et flertal i Folketinget. Og det er jo sådan noget, der løbende skal tages stilling til, om den og den restriktion giver mening, eller om der er nogle restriktioner, der kunne udfases, udtaler sundhedsordfører (S.) Rasmus Horn Langhoff.

Skoleleder Helle Jacobsen har modtaget flere opkald fra kursister, som er frustrerede over lukningen.
Skoleleder Helle Jacobsen har modtaget flere opkald fra kursister, som er frustrerede over lukningen. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Den 17. januar udløber de nuværende restriktioner. I gymnastiksalen i Slagelse håber de på, at de snart kan tage træningsboldene ned fra hylderne igen.

- Der er altså mennesker, der sidder derhjemme og kan måske ikke rigtig få gjort deres øvelser uden, at de kommer herhen. Og det er rigtig vigtigt, siger Grethe Højland.

Politikerne skal i næste uge mødes for at drøfte, hvordan restriktionerne skal se ud fra den 17. januar.


Nyhedsoverblik