En ny sag mod en plejefar fra Skælskør Kommune er for retten i disse dage.
Den tiltalte er tidligere blevet dømt for at have misbrugt og mishandlet tre piger, der var i pleje hos ham, og også kommunen er blevet dømt for at have svigtet de anbragte søstre.
Det var en historisk dom, da Slagelse Kommune i 2017 blev dømt til at betale erstatning til de tre søstre Amal Hassna, Sapran Hassna og Nanna Hansen.
Ved kommunalreformen i 2007 blev Hashøj, Korsør, Skælskør og Slagelse kommuner samlet, og det var derfor den nuværende Slagelse Kommune, der blev dømt for ikke at reagere på de indberetninger, man fik om plejefaren.
Kommunerne fik ansvaret i 70'erne
Men det har ikke altid været kommunernes ansvar at passe på de anbragte børn. Før i tiden var det nemlig kirken og staten, der tog sig af de børn, der skulle i pleje. Det fortæller Ingrid Hartelius Dall, der er juridisk seniorrådgiver i Børns Vilkår.
Der var ikke som sådan nogle retningslinjer for, hvad de skulle, og hvordan de skulle føre tilsynet. Det var ligesom op til dem selv
- Indtil midt i 70'erne, indtil bistandsloven, der var det staten, som førte tilsyn med de børn, der var anbragt, fortæller hun.
- Dengang var der et direktorat i børne- og ungeforsorgen, som var statsligt, og de havde nogle tilsynsførende. De var ikke særligt mange, måske fire mennesker, som skulle besøge omkring 100 børnehjem, siger Ingrid Hartelius Dall.
- Der var ikke som sådan nogle retningslinjer for, hvad de skulle, og hvordan de skulle føre tilsynet. Det var ligesom op til dem selv, siger hun.
Plejefamilier var billigere
Med bistandsloven overgik ansvaret for de anbragte børn fra staten til kommunerne. Det betød, at kommunerne nu skulle føre tilsyn med børnene og de opholdssteder, børnene boede på.
I begyndelsen af 1980’erne fik kommunerne et større økonomisk ansvar for anbringelserne, og det betød blandt andet, at man nedlagde dyre pladser på døgninstitutioner og i stedet anbragte børnene i den billigere familiepleje.
Desuden mente man også, at plejefamilierne var bedre til at lære de anbragte børn, hvad en familie er, ligesom man mente, at anbringelse hos plejefamilier var mere hjemmeligt end store institutioner.
I 1990’erne havde kommunerne fortsat ansvaret for at føre tilsyn med de børn, der blev anbragt uden for hjemmet. Det var først med Anbringelsesreformen i 2006, at det blev præciseret, hvad sådan et tilsyn skulle indebære.
- Der lavede man så et krav om, at der skulle være ét årligt besøg for hvert enkelt barn, fortæller Ingrid Hartelius Dall.
Artiklen fortsætter under billedet.
I 2011 kom Barnets Reform. Og her blev der stillet krav om to tilsyn årligt.
- Det er så det, vi har nu, siger Ingrid Hartelius Dall.
- Sagsbehandleren skal besøge det enkelte barn to gange årligt, og derudover har Socialtilsynet så pligt til at lave et mere driftsrettet tilsyn mod det enkelte opholdssted, forklarer hun.
Brugte private til at føre tilsyn
Selvom det var kommunerne, der havde ansvaret for at føre tilsyn med de anbragte børn fra 1970’erne og frem, var det ikke nødvendigvis kommunalt ansatte, der besøgte børnene.
Skælskør Kommune benyttede sig blandt andet af det private firma PRO til at føre tilsyn med anbragte børn.
- Sådan gjorde man mange steder. Man hyrede nogle til at stå for den del af den kommunale virksomhed, siger Ingrid Hartelius Dall.
Man ved nogle gange ikke, hvor sagerne er havnet henne. Nogle af dem er digitaliserede, og andre er ikke
Men den praksis har ændret sig siden Anbringelsesreformen i 2006.
- Det ville med nutidens øjne være ret utænkeligt, at man brugte en ekstern til det arbejde. Det er sådan en central del af hele opfølgningen på handleplanen og det arbejde, der er med barnet, at der er en personlig kontakt, og at det er en, der har kendskab til sagen, siger hun.
Tre af pigerne fra Skælskør deltog i 2017 i TV2-dokumentaren "Anbragt i helvede". Se klip fra dokumentaren her:
Mange sager mangler
I forbindelse med den nye tiltale mod den tidligere plejefar fra Skælskør Kommune, har TV2 ØST søgt om en opgørelse over, hvor mange børn der var i pleje i plejefamilier i Skælskør Kommune i perioden fra 1999 til 2006, samt hvor mange tilsyn, der blev ført i den periode.
Men på grund af manglende digitalisering har det ikke været muligt at finde tallene frem. Det skriver Slagelse Kommune i en mail til TV2 ØST.
Ingrid Hartelius Dall fortæller, at det langt fra er usædvanligt, at ældre anbringelsessager ikke kan findes frem.
Det skyldes blandt andet kommunalreformen i 2007, hvor mindre kommuner som Skælskør Kommune blev lagt ind under en anden kommune.
- Man ved nogle gange ikke, hvor sagerne er havnet henne. Nogle af dem er digitaliserede, og andre er ikke, og så har der været forskellig praksis i de kommuner, der er blevet lagt sammen, forklarer hun.
Nu skal alle sager gemmes
De manglende sager et et stort problem. Det mener Børns Vilkår, der hjælper anbragte børn med at stille kommunerne til ansvar, hvis de ikke har reageret på indberetninger om for eksempel vold eller misbrug.
For omkring fem år siden blev man opmærksom på denne her problematik med, at børn ligesom kom til at mangle en del af deres livshistorie
- Det er en kæmpe barriere i forhold til at føre sagerne. Det er selvfølgelig særligt i de gamle sager, hvor mange af akterne er forsvundet eller simpelthen ikke eksisterer længere, men også i de nyere sager, siger Ingrid Hartelius Dall.
- Fra 2000 og frem er det stadig svært for mange kommuner at have en helt stringent opbevaring af de her akter, siger hun og fortæller, at det først var i 2015, der blev stillet krav om, at alle børnesager bliver arkiveret.
- Hele arkivområdet hører til Kulturministeriet, og for omkring fem år siden blev man opmærksom på denne her problematik med, at børn ligesom kom til at mangle en del af deres livshistorie, fordi det var okay, at de her akter faktisk blev destrueret.
Daværende kulturminister Marianne Jelved (R) udsendte i 2015 et dekret, hvor hun pålagde alle kommuner at gemme alle børnesager.
- Så er det så spørgsmålet, om det sker eller ej, siger Ingrid Hartelius Dall.
- Nu kan sagerne så være på et fjernarkiv, og så kan der være vandskade, og så kan det være, at lige den sag, man leder efter, er blevet væk. Det er svært. Men nu, hvor alt er digitalt, bliver det nemmere at finde, håber vi, siger hun.
Torsdag og fredag kører en sag i Retten i Næstved mod en tidligere plejefar fra Skælskør Kommune.
Han er tiltalt for voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje begået mod et barn under 12 år, samt blufærdighedskrænkelse, mishandling og trusler.
Anbragte børn fra 1500-tallet og frem til i dag:
- Før reformationen i 1536 stod den katolske kirke for at passe på de børn, der ikke kunne bo hos deres forældre eller hos andre pårørende.
- Men da Danmark blev lutheransk ændrede forholdene sig for de mest udsatte børn. Der var kun en sporadisk understøttelse af de fattige, og et stort antal børn levede af tiggeri eller fik en tidlig død.
- I 1848 formulerede en idealistisk forstander for en af tidens opdragelsesanstalter, C.C. Møller, ideen om Børneretten på dansk grund. Møller fastslog, at alle børn havde ret til at få en kærlig og omhyggelig opdragelse.
- I slutningen af 1800-tallet blev der dannet flere nye foreninger, der tog sig af de udsatte børn. En af dem var Børns Redning, der blev etableret i 1894.
- I løbet af 1930’erne var der flere kritiske røster, der rejste sig i offentligheden med angreb på den autoritære opdragelse i børnehjemmene, hvor fysisk afstraffelse og en militaristisk disciplin fortsat hørte til dagens orden i mange institutioner.
- Men først efter anden verdenskrig tog debatten yderligere til, og den offentlige kontrol med børnehjemmene blev fortsat skærpet.
- Fra 1947 kunne staten alene støtte og anerkende hjem, der enten var drevet af det offentlige, var selvejende institutioner eller blev drevet af en anerkendt filantropisk forening
- Frem gennem 1950’erne blev den offentlige kontrolindsats yderligere intensiveret. I 1958 blev børneforsorgsloven revideret. Blandt nyskabelserne var en mulighed for frivillig anbringelse, ligesom retssikkerheden blev forbedret omkring tvangsanbringelser.
- I begyndelsen af 1960’erne oprettedes også børneforsorgens pædagoguddannelser.
- 1980’erne var præget af, at kommunerne fik større økonomisk ansvar for anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. Det betød blandet andet i praksis, at man nedlagde dyre pladser på døgninstitutioner for udsatte børn og unge og i stedet satsede på at anbringe disse børn i den billigere familiepleje.
- 1990’erne var især præget af arbejdet i det såkaldte Graversen-udvalg. Udvalget blev nedsat i 1988 og kom med en betænkning i 1990. Resultatet blev et øget fokus på forebyggelse og på brugen af anbringelse som et værn mod risici snarere end som en løsning på allerede lokaliserede problemer.
- Bestræbelserne på at minimere risikoen for udsatte børn og unge blev understreget ved en revision af loven i 1998, idet kommunerne blev opfordret til at arbejde mere med tidligere indsatser og forebyggelse. Tværfagligt samarbejde blev et tilbagevendende tema i løbet af 1990’erne og videre ind i det næste årtusind.
- En anbringelsesreform i 2006 forbedrede muligheden for netværksanbringelser, det vil sige anbringelse i plejefamilier med tilknytning til den biologiske familie - først og fremmest anbringelser hos slægten. Denne form for anbringelse har været meget brugt i udlandet, men indtil da kun lidt brugt i Danmark.
- Ændringerne, der trådte i kraft i henholdsvis 2002 og 2007, er gennemført med det sigte, at kommunerne, der træffer afgørelser om at anbringe børn og unge uden for hjemmet, også skal bære det økonomiske ansvar.
Kilde: Anbringelser - Historik, omfang, årsager og virkemidler.
Udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed og Gyldendal.