Den tidligere håndboldstjerne Anja Andersen indlemmes i Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) Hall of Fame året efter stor undren over hendes manglende plads i forbundets nyoprettede hædersloge.
Da EHF i 2023 oprettede sin Hall of Fame og indledte med at indlemme hele 60 tidligere håndboldspillere, var 55-årige Anja Andersen ikke at finde iblandt, selv om hun i en periode hævede standarden for kvindehåndbolden.
Det er langt mere, end man kan sige om mange af de spillere, der var blevet optaget.
EHF's dengang kryptiske svar på udeladelsen af den ikke altid så politisk korrekte eksspiller var, at flere profiler ville blive indlemmet i fremtiden, og at hun potentielt kunne være iblandt der.
I år bliver hun så indlemmet som en af 21 nye spillere i Hall of Fame.
Den kreative bagspiller orkestrerede angrebsspillet hos "de jernhårde ladies", som i midten af 90'erne blev folkeeje og vandt både EM-, VM- og OL-guld.
Siden blev hun en succesfuld træner for Slagelse Dream Team.
I dag har hun forladt håndboldbranchen og arbejder i en større dansk supermarkedskæde.
Også Mikkel Hansen er blevet indlemmes i EHF's Hall of Fame, der nu tæller syv danskere.
Sidste år blev Christina Roslyng, Camilla Andersen, Mette Vestergaard, Nikolaj Jacobsen og Lasse Svan Hansen indlemmet i Hall of Fame.