Anna Margrethe har set krigsskader på nært hold - og vænnet sig til dem

I starten ville Forsvaret ikke have hende på grund af hendes alder. I dag har hun fem udsendelser bag sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Til daglig arbejder Anna Margrethe Jørgensen fra Sørbymagle på kirurgisk afsnit på Slagelse Sygehus. 

Her ved hun nogenlunde, hvordan patienterne ser ud før og efter, de har været på operationsbordet. 

Sådan er det dog ikke altid, når man har sin daglige gang på et felthospital i en afghansk militærlejr.

Anna Margrethe Jørgensen har fem gange ladet sig udsende. Én gang til Kosovo og fire gange til Afghanistan.

Det havde hun ellers ikke regnet med, da hun blev uddannet sygeplejerske i en alder af 49 år.

Udsendt for Danmark

På den årlige flagdag den 5. september bliver Danmarks tidligere og nuværende udsendte hyldet og anerkendt for deres indsats.

I år sætter Veteranindsatsen i Slagelse fokus på at gøre flagdagen til en dag, der ikke kun hylder Forsvarets fastansatte, men alle udsendte på tværs af faggrupper.

I portrætserien "Udsendt for Danmark" giver tre tidligere udsendte et indblik i, hvordan det er at rejse ud til verdens brændpunkter i en støttefunktion til soldaterne.

Du kan se alle afsnit af Udsendt for Danmark på TV2 ØST PLAY.

Hvordan fik du jobbet i Forsvaret?

- Jeg er gift med en soldat, og han ringede til nogle i Forsvarskommandoen, men da de hørte, hvor gammel jeg var, var de ikke interesserede. Jeg har altid tænkt, at alder ikke skal være nogen hindring, så jeg kontaktede chefsygeplejersken i Forsvarets sanitetsenhed. Han synes ikke, det var et problem, jeg skulle bare i gang med at træne og lære at løbe. Så det gjorde jeg, og så lykkedes det.

Hvad har gjort mest indtryk på dig på dine udsendelser?

- Noget, der gjorde stort indtryk på mig, var første gang, jeg har med til at sende en dansker hjem fra felthospitalet i Afghanistan. Det var en gut, som var kommet til skade ved en eksplosion. Hans ene forfod var blevet ødelagt, og han havde fragmenter i det andet ben. Han fik lavet et kunstigt ben med en metalfjeder, som gør, at han kan løbe.

- To år efter så jeg, at soldaten havde været i New York og løbe maraton. Det er jo en sejr for en soldat, som har været udsendt til en international mission, at komme videre på den måde.

Anna Margrethe Jørgensens første udsendelse var til Afghanistan i 2009
Anna Margrethe Jørgensens første udsendelse var til Afghanistan i 2009 Foto: Privatfoto

Hvad opdagede du på dine udsendelser?

- Min mand har været udsendt som soldat, så jeg undrede mig tit over, at de ikke altid lige får ringet eller skrevet hjem. Jeg fandt ud af, at når man har haft en lang arbejdsdag og tænker, at man bør ringe hjem, så kræver det, at man tager sin uniform på og går i 20 minutter for at nå hen til telefonen, som i øvrigt ikke altid kan bruges.

- Og så var der selve kommunikationen. Meget af det,  jeg havde oplevet, måtte jeg ikke fortælle om, og de fleste derhjemme ville sikkert heller ikke kunne forstå det.

Anna Margrethe Jørgensen har blandt andet været udstationeret i den enorme Camp Bastian-lejr i Helmand-provinsen i Afghanistan.
Anna Margrethe Jørgensen har blandt andet været udstationeret i den enorme Camp Bastian-lejr i Helmand-provinsen i Afghanistan. Foto: Privatfoto

Hvordan skiller et felthospital i Afghanistan sig ud fra det danske sygehusvæsen?

- Første gang jeg blev udsendt var til felthospitalet i Afghanistan i 2009, hvor jeg skulle have ledelsen. Jeg var vant til ordnede forhold på danske sygehuse, hvor man nogenlunde ved, hvordan patienterne ser ud. Det, der bekymrede mig mest, var hvilke skader, jeg vil komme til at se, og hvilket indtryk det vil give.

- De første par dage skulle jeg bruge på at sætte mig ind i tingene, og der kom krigsskader ind, men efter et par dage så ændrede det sig til, at det bare var sådan, patienterne så ud, og så tog man den derfra.

Udsendelser i tal

Siden 1991 har Forsvaret haft ca. 88.000 udsendelser.

De fordeler sig på cirka 35.000 unikke udsendte. Det vil sige, at flere soldater har været udsendt mere end én gang. Af de 35.000 er cirka 2.300 kvinder. De fleste udsendelser er gået til Afghanistan, Balkan og Irak.

Derudover har tusindvis af danskere været udsendt på vegne af FN, EU og NATO. 

Kilde: Forsvarsministeriet

Hvilke patienter kom ind på hospitalet?

- Der var soldater, der var kommet galt afsted, og så var der nogle, der var kommet til skade på nogle dumme måder. De havde måske kedet sig og gjort noget, blev bidt af en skorpion eller sådan nogle ting. Derudover var der soldater fra de allierede styrker og lokale afghanere, der blev fanget i kampene, som vi tog ind.  

Hvad har du taget med dig fra dine udsendelser? 

- Man kan hurtigt blive alt for egoistisk i den verden, som vi lever i. Det er noget skidt. Jeg håber, at jeg er god til at huske, at jeg har været derude.


Nyhedsoverblik