Ægteparret Rikke og Niels Rask fra Slagelse modtog prisen som Årets Folkehjælpere. Det er Dansk Folkehjælp, der en gang om året deler prisen ud til personer eller organisationer, som har gjort noget udover det sædvanlige for at hjælpe andre.
- Vi er rigtig glad for prisen og også stolte af den, siger Rikke Rask.
I december sidste år så Niels Rask et indslag her på TV2 ØST om en kvinde fra Lolland, som ikke havde råd til at holde jul. I samme indslag fortalte generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp, at der var stor mangel på julehjlælp, og det fik familien Rask til at starte en indsamling. Det lykkedes dem at samle 250.000 kroner ind.
- Det er jo nogle mennesker, der blev grebet af en historie om et rigtigt menneske, som selv havde prøvet at få julehjælp - og hvad det havde betydet for hende. Og sådan et stort personlige engagement ser man meget sjældent, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp
Prisen som Årets Folkehjælper er tidligere blevet tildelt blandt andet EkstraBladet for deres historier om fattige familier og Foreningen Østifterne for deres arbejde med udbredelse af førstehjælp i Danmark.