En klapvogn, hvori der lå en lille dreng, blev onsdag aften ramt af en bilist i Korsør.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Episoden fandt sted på Dahlsvej klokken 18.52, hvor sammenstødet med bilen fik barnevognen til at vælte, og drengen på halvandet år væltede ned på vejen.
- Føreren af bilen forsøger at undvige barnevognen, men rammer den ved lav hastighed, og barnet ryger ned på vejen, siger Heidi Grandt Andresen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Bilisten, der er en yngre mand fra lokalområdet, overså angiveligt barnevognen og barnets mor på grund af en parkeret trailer.
Morens forklaring
TV2 ØST har fredag været i kontakt med moren til barnet, som ikke ønsker at stå frem med navn. Hun henviser til et opslag, hun har delt på sin Facebook-side for at klarlægge forløbet. Her skriver hun, at hun var på vej over fodgængerfeltet med sine to børn, da ulykken skete. Feltet var fuldt oplyst, og de havde set sig for.
Bilen kom ifølge moren kørende i almindelig fart, altså ikke for hurtigt, og hun følte sig overbevist om, at bilisten havde set dem, fordi fodgængerfeltet var udstyret med helleanlæg, reflekser og en masse skilte. Men den stoppede ikke, fortsatte og ramte drengen i klapvognen.
Drengen fik flere skader under ulykken og blev overført til Odense Universitetshospital.
Moren understreger i Facebook-opslaget, at hun ikke ønsker, at chaufføren af bilen bliver udskammet eller udskældt.
- Han har det svært nok allerede, skriver moren.
- Det eneste jeg er interesseret i er, at I - mine venner og familie - ved, at jeg i hvert fald ikke var dum og uansvarlig.
Overføres til Odense Universitetshospital
Politiet oplyste onsdag, at bilisten straks stoppede bilen og henvendte sig selv. Efterfølgende ankom der en del politi og ambulancer til stedet.
- Flere har set det, og det har virket voldsomt, at der har ligget en barnevogn på vejen, og der har været ambulancer, siger Heidi Grandt Andresen og fortsætter:
- Barnet er blevet kørt til kontrol på Slagelse Sygehus, hvor det i første omgang bliver tilset.
Men fordi barnet er så lille, bliver det overført til Odense Universitetshospital, hvor det skal ligge til observation.
- Man skal være helt sikker på, at det har det godt, siger Heidi Grandt Andresen.
I forbindelse med politiets arbejde på stedet har føreren fået taget blodprøve.
- Han er blevet afhørt, og der er blevet taget blodprøve for en sikkerheds skyld, men der er ikke noget, der tyder på, at han var påvirket, siger Heidi Grandt Andresen.
Når politiet har fået klarhed omkring hele hændelsesforløbet, vil de afgøre, hvorvidt han skal sigtets efter færdselsloven.
Artiklen er opdateret med en oplysning om, at moren ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gik med klapvognen over et oplyst fodgængerfelt. Det oplyser