Berørt lodsejer er utilfreds med erstatningssum - gasledning skal gå igennem hans jord

Gårdejer Kjeld Olesen fra Slagelse er en af de første, der får tilbudt erstatning i forbindelse med gasledningen Baltic Pipe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis gårdejer Kjeld Olesen selv havde kunnet bestemme, havde han torsdag formiddag ikke fået besøg af de gæster, der ankom i bus til hans gård på Disagervej nær Slagelse. 

Gæsterne var fra Energinet og Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne og kom i forbindelse med gasledningen Baltic Pipe.

quote For mig havde det været bedre, hvis ledningen skulle ligge ude i vandet

Kjeld Olesen, gårdejer

For Kjeld Olesen er en af de mange lodsejere, der bliver ramt af ledningen, som skal transportere naturgas fra Norge til Polen via Danmark, og anledningen til besøget var erstatningen, samt - ikke mindst - hvor stor posen med penge skal være. 

Og Kjeld Olesens beløb er særlig vigtigt, for han er den første lodsejer, der får en erstatning, hvilket dermed sætter en form for standard ved de mange andre ekspropriationer, der er på vej.

Ikke tilfreds

Kjeld Olesen overdrog sit erstatningskrav på skrift i sin lade, efter at flokken i stiv kuling og regn havde
besigtiget det berørte område. Dernæst gik hans gæster tilbage i bussen for at snakke og kom kort tid efter tilbage med deres bud på en passende erstatning. 

- Og det var sådan set langt fra det, jeg forlangte, siger Kjeld Olesen.

Han ønsker ikke at sige, hvor meget han kræver i erstatning, og hvor meget han er blevet tilbudt, men fortæller, at han har fået tilbudt cirka det halve af det, han har gjort krav på.

Og det er han ikke tilfreds med. 

quote Der er ikke proportionalitet i erstatningen, når man vejer det op mod, hvad det er for et anlæg, der er

Claus Madsen, rådgiver og lodsejeres repræsentant

Derfor bad han om at få tilbuddet på skrift og gøre brug af de 14 dages betænkningstid, som
der er mulighed for at få, så tilbuddet kan tænkes igennem. Allerede nu er Kjeld Olesen dog klar i mælet.
 
- Jeg tænker ikke, jeg tager imod det. 

Hvorfor er beløbet, du er blevet tilbudt, ikke godt nok til dig?

- Jamen, det er jo en gasledning, som skal ligge her til tid og evighed. Hvis jeg eksempelvis skal bygge en gyllebeholder, må jeg jo ikke nærme mig den ledning. Og set ud fra mit synspunkt er taksterne, kommissariatet kører ud med, for gamle og for lave, siger han stålfast.

Tænker på andre boligejere

Tidligere har TV2 ØST fortalt om fåreavler Richard Andersen, som sammen med sin kone har måttet flytte fra deres gård på Everdrup ved Tappernøje, fordi der skal bygges en kompressorstation på grunden.  

Læs også
Fåreavler får erstatning i gasledningssag: - Vi danser ikke på bordene
Læs også
Fåreavler får erstatning i gasledningssag: - Vi danser ikke på bordene

Kjeld Olesen kommer ikke derud, hvor han skal rive ejendomme ned eller helt flytte, for på hans jord skal gasledningen ligge ude på åbent land. Men han tænker over de mange andre, der bliver berørt af ledningen.

- Der kan være boligejendomme, og den dag, de skal sælges, så er der en gasledning i baghaven. Det bliver boligerne nok ikke mere værd af, siger han.

Skulle ligge i vandet

Kjeld Olesen havde allieret sig med Claus Madsen, der er rådgiver og taler de berørte lodsejeres sag i forbindelse med Baltic Pipe.

Han er også kritisk omkring de beløbsstørrelser, som lodsejerne bliver tilbud. 

- Det er Danmarks største ledningsanlæg, man lægger ned i jorden, og ledningen vil ligge i jorden til al tid. Der er ikke proportionalitet i erstatningen, når man vejer det op mod, hvad det er for et anlæg, siger han.

GRAFIK: Her skal gasledningen gå.

Grafik: Nick Abildgaard.

Kjeld Olesen har svært ved at se det positive i Baltic Pipe.     

- Jeg som lodsejer har ikke nogen som helst glæde af den gasledning. Jeg får alle generne og skal have reetableret alle de dræn, de skærer over hos mig. For mig havde det været bedre, hvis ledningen skulle ligge ude i vandet, siger han.

Kan gå i retten

Danske Energinet, der samarbejder med det polske gastransmissionsselskab Gaz-System om projektet, estimerer, at knap 186 lodsejere bliver ramt på Sjælland.

Knap 550 lodsejere på landsplan bliver ramt af Baltic Pipe-projektet, der forventes at være færdig i oktober 2022. 

baltic_pipeline_igang.jpg
Læs også
Nu begynder byggeriet af udskældt kompressorstation
baltic_pipeline_igang.jpg
Læs også
Nu begynder byggeriet af udskældt kompressorstation

Tager lodsejerne ikke på stående fod imod erstatningsbeløbet, har de mulighed for at få en kendelse fra 
kommissionen, som de har mulighed for at anke til Taksationskommissionen og derefter gå videre i retten med.

Det har i dag, torsdag, ikke været muligt at få en kommentar fra Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne.

VIDEO: Claus Madsen har været rådgiver for flere berørte lodsejere. Han er ikke tilfreds med erstatningens størrelse.

 

Nyhedsoverblik