Bil ramte parkerede biler og endte i have

En bilist forulykkede julenat i Korsør. Her ramte han flere parkerede biler, før han fræsede ind i en have. Nu leder politiet efter føreren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ved du noget, eller har du set noget i nat, så vil politet gerne høre fra dig.

Sådan lyder meldingen fra vagtchef Ole Hald ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter en Audi A6 fræsede ind i en have på Revvej i Korsør.

Forud for episoden har bilisten i Audien muligvis kørt ræs i området - og i den forbindelse er flere parkerede biler og en lygtepæl blevet ramt.

- Ejeren af bilen oplyser til os, at den er lånt ud - men føreren af bilen er stukket af fra stedet. Vidner fortæller, at det er en mand - og vi har også i dag været ude at se, om vi kan finde den formodede gerningsmand, dog uden held, siger vagtchefen.

Meldingen om uheldet indløb klokken 02.24 - men politiet håber alligevel, at nogen har oplysninger i sagen eller har set noget natten til søndag.

- Hvis nogen ved noget, så må de meget gerne kontakte os på telefon 1-1-4, siger han til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik