Det skal være mere trygt at færdes i nattelivet i Næstved og Slagelse. Derfor har Sydsjællands og Lolland-Falster Politi opsat ti overvågningskameraer i de to byer. Seks i Næstved og fire i Slagelse.
Kameraerne sidder centralt forskellige steder i byerne. Placeringen er valgt ud fra, hvor politiet har erfaring med, at der kan opstå ballade i nattelivet.
Tanken er, at de nye kameraer skal øge trygheden og sikkerheden for gæsterne, og hvis der opstår uro, kan politiet bruge billederne til at opklare eventuelle lovovertrædelser.
Arif Kücükköse ejer et pizzaria i Næstved tæt på de gader, hvor kameraerne hænger. Han sætter pris på, at der er kommet lidt mere overvågning til området.
- Jeg synes, det er perfekt. Jeg er glad, fordi det bliver mere sikkert for os alle sammen. Hvis der sker noget kriminelt omkring stedet her, så kan man altid tjekke det på kameraerne, siger han.
En god placering
De borgere, som TV2 ØST mødte på gaden torsdag, tilslutter sig tanken om, at overvågningen kan give mere ro i maven hos dem selv og andre.
- Jeg synes da, det er meget godt i forhold til, at der har været lidt kriminalitet. Så for at holde styr på tingene og få det lidt under kontrol, synes jeg, det er meget godt, siger Sebastian Hansen fra Næstved.
Iben Finsen, der også er fra Næstved, er enig:
- Hvis det på en eller anden måde kan give en ro i nattelivet, så tænker jeg, det er en god idé, siger hun.
- Det er fint nok, så kan man overvåge de ting, der sker. Det er også lidt mærkeligt at tænke på, at staten og kommunen generelt overvåger en, men alt i alt synes jeg, det er fint. Man kan sige, at det er meget godt placeret lige i bylivet, så man kan se den kriminalitet, der kan ske, siger Otto Høj Fälling Andersen.
Senere i år vil politiet også sætte kameraer op i Vordingborg og Nykøbing Falster.