By hungrer efter p-pladser - nu sætter byrådet ind med afgifter

I Slagelse er tålmodigheden med ulovligt parkerede biler sluppet op. Nu sættes der parkeringsvagter ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bilister i Slagelse Kommune kan fra denne uge se frem til en hilsen i forruden, hvis det kniber med at følge reglerne for parkering.

Ifølge udvalgsformand Villum Christensen (LA) døjer kommunen nemlig med, at "mange" ikke overholder reglerne for tidsbegrænset parkering og mangel på parkeringspladser. Derfor har der ifølge et flertal i byrådet ikke været nogen vej uden om at kontrollere og sanktionere de ulydige bilister.

quote Jeg synes ikke, man kan pive over, at man kontrollerer, om man lever op til reglerne for parkering

Villum Christensen (LA), formand, Erhvervs- og Teknikudvalget, Slagelse Kommune

- Det er sindssygt mange, der ikke overholder reglerne. Det er blevet normen. Folk ved godt, der ikke bliver kontrolleret, siger Villum Christensen, der er formand for Erhvervs- og Teknikudvalget i Slagelse Kommune til TV2 ØST.

Ifølge udvalgsformanden går den manglende overholdelse af anvisningerne for navnlig tidsbegrænset parkering ud over de erhvervsdrivende i byen.

- Det har været et meget stort ønske for forretningerne og Business Slagelse, siger han om behovet for parkeringskontrol og tilføjer:

- Det skal ses i forhold til, at det er dødssygt, at kunderne ikke kan parkere.

Ifølge en høringsrunde forud for beslutningen om at genindføre parkeringskontrol har fem ud af syv høringssvar fra byens erhvervsliv udtrykt sig positivt om det nye initiativ.

Mistror kommunens medarbejdere for ulovlig parkering

Men det er ikke blot kunder til forretningerne, der optager parkeringspladserne, vurderer Villum Christensen:

- Jeg tror også, meget personale bare holder der. Vi har jo rådhuset inde midt i byen, siger han og tilføjer:

- Der holder garanteret meget personale rundt omkring, som ved, at der ikke bliver kontrolleret.

Hvis der mangler parkeringspladser til medarbejderne på rådhuset, burde kommunen vel sikre tilstrækkeligt med parkeringspladser, inden man tyer til det her?

- Det er jo nemmere sagt end gjort.

Skal man som arbejdsgiver ikke sørge for, at der er parkeringspladser til sine medarbejdere?

- Jo, det skal man jo – men det er svært at vide, lige præcis hvor mange det er – nogen kommer med tog, og nogen kommer med bil, siger udvalgsformanden og tilføjer:

- Der er jo de parkeringspladser, der nu engang er – vi kan jo ikke vælte husene for at lave parkeringspladser – eller så skal du lave en parkeringskælder, og de er jo slet ikke til at betale.

Villum Christensen (LA),  formand, Erhvervs- og Teknikudvalget, Slagelse Kommune, fortæller at selvom der nu indsættes parkeringsvagter vil Slagelse Kommune holde fast i gratis parkering på kommunens p-pladser.
Villum Christensen (LA), formand, Erhvervs- og Teknikudvalget, Slagelse Kommune, fortæller at selvom der nu indsættes parkeringsvagter vil Slagelse Kommune holde fast i gratis parkering på kommunens p-pladser. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Hos Slagelse Kommune bekræfter kommunikationschef Niels Lassen det afslappede forhold til parkeringsanvisningerne i byen.

- Det er alment kendt, at der er mange, både medarbejdere på kommunen og i andre virksomheder, der bruger parkeringspladserne i Slagelse hele dagen, fordi der ikke er kontrol, siger han.

Gratis parkering består

Uanset, hvem det er, der holder ulovligt parkeret, er én ting sikkert – mange gør det. Derfor har Erhvervs- og Teknikudvalget besluttet at genindsætte parkeringsvagter i kommunen, som skal håndhæve reglerne i navnlig Slagelse, Korsør og Skælskør.

- Der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble. Og som du kan se i pressemeddelelsen, starter vi også meget lempeligt, siger Villum Christensen.

Slagelse Kommune vil fra den 1. oktober, hvor parkeringskontrollen genindføres, og 14 dage frem kun efterlade en venlig hilsen i forruden hos de ulovligt parkerede med besked om, at man skal huske at overholde reglerne.

Men fra den 15. oktober falder hammeren og en afgift på 510 kroner, hvis man ser stort på de tidsbegrænsninger, som gælder for parkering i bymidten. Og det er helt på sin plads, mener udvalgsformanden:

- Mange steder er det dyrt at få lov til at parkere. Så bare det at have gratis parkering er også et aktiv – og det holder vi fast i. Så jeg synes ikke, man kan pive over, at man kontrollerer, om man lever op til reglerne for parkering.

Læs også
Parkeringskaos får kommune til at genindføre P-kontrol
Læs også
Parkeringskaos får kommune til at genindføre P-kontrol

Selvom der ifølge udvalgsformanden er tale om et stort problem med ulovligt parkerede biler – så bliver det dog ingen pengemaskine for Slagelse Kommune.

- Det er ikke noget, vi tjener penge på. Vi får en lille flig, forklarer Villum Christensen, som henviser til, at man har hyret det kommunalt ejede Parkeringskontrol Nord til opgaven.

Halvdelen går til staten

Ifølge aftalen med Parkeringskontrol Nord får Slagelse Kommune 15 kroner per afgift. Til gengæld kommer entreprisen heller ikke til at koste Slagelse Kommune noget.

Det er Aalborg Kommune, der ejer Parkeringskontrol Nord.

Her fortæller Frode Nielsen centerchef for Center for Vagt, Service og Parkering til TV2 ØST, at Slagelse Kommune bliver den 24. kommune til at gøre brug af det parkeringskontrol-system, som Aalborg Kommune lod udvikle tilbage i 1999. Dengang blev det pålagt kommunerne at overtage kontrollen med parkering.

- Vi har udviklet et system, der kan gøre det her for kommunerne – og så er der lige så stille kommet flere og flere kommuner med, forklarer han.

Frode Nielsen centerchef for Center for Vagt, Service og Parkering i Aalborg Kommune, fortæller, at parkeringskontrol ikke er nær så god en forretning, som man skulle tro.
Frode Nielsen centerchef for Center for Vagt, Service og Parkering i Aalborg Kommune, fortæller, at parkeringskontrol ikke er nær så god en forretning, som man skulle tro. Foto: Aalborg Kommune

Mange tror, det en god forretning for kommunerne at lave parkeringskontrol – men det er det ikke, pointerer Frode Nielsen:

- Vi skal betale alle udgifter, men betale 50 procent af alle indtægter til Rigspolitiet.

quote Vi får servicen mod, at de casher ind – men de løber også risikoen

Villum Christensen (LA), formand, Erhvervs- og Teknikudvalget, Slagelse Kommune

Således indbragte Parkeringskontrol Nords kontroller samlet 40 millioner kroner, af hvilke der efter betaling til staten og drift var 1,7 millioner kroner tilbage til ejerne, Aalborg Kommune.

Læs også
Bøderegn ved populært streetfood-marked efter parkeringskaos
Læs også
Bøderegn ved populært streetfood-marked efter parkeringskaos

Og det overskud er man i Slagelse Kommune helt indforstået med i sidste ende kommer skatteborgere i en del anden del af landet til gode.

- Det går nok. Vi får servicen mod, at de casher ind – men de løber også risikoen, siger Villum Christensen.

Til gengæld kan der være arbejdspladser i det. For Parkeringskontrol Nord, der har kontor i blandt andet Ringsted, ansætter lokalt, og selvom man for nuværende har folk nok, vil der kunne blive behov for flere, lader Frode Nielsen forstå.

Parkeringskontrol Nord kendes allerede fra andre kommuner her i sendeområdet. Selskabet har i mere end ti år udført parkeringskontrol i Ringsted Kommune og senest er Odsherred Kommune kommet til – og nu følger Slagelse med – som den 24. kommune i Parkeringskontrol Nords kundekreds.

Aftalen med Aalborg Kommune vil i første omgang være treårig med mulighed for en forlængelse, oplyser Slagelse Kommune.


Nyhedsoverblik