Regionens beredskaber har i løbet af nytårsdøgnet været kaldt ud 38 gange, hvor i alt 119 brandfolk var indsat.
Det fremgår af en opgørelse fra Danske Beredskaber.
Indsatsen har bestået i at lade det brænde – og det brænder endnu
Størst har efterspørgslen været hos Slagelse Brand og Redning, der dækker Slagelse og Sorø Kommuner.
Her blev det til 19 indsatser.
- Det har været en travl aften. Før i tiden har vi oplevet lige så travle aftener, men i år har det været travlt på grund af mange små hændelser, fortæller indsatsleder Stefan Lindemose til TV2 ØST.
Ud af 19 indsatser har de 10 været containerbrande.
Dertil kommer fire anmeldelser om bygningsbrande – heriblandt én større brand i Sorø, hvor en villa brændte ned til grunden. Her mistænker politiet at branden kan været opstået på grund af fyrværkeri.
Lod det brænde ned
En anden stor brand i nytårsdøgnet indtraf på Seerdrupvej lidt uden for Slagelse kort før klokken 11 nytårsaften.
Her stod 250 bigballer i lys lue.
Branden blev første gang opdaget nytårsaftens morgen, hvor det lykkedes at slukke branden.
Men nytårsaften klokken 22.50 var den gal igen.
- Indsatsen har bestået i at lade det brænde – og det brænder endnu. Vi har natten igennem haft to mand stående derude og tilse, at det ikke breder sig, siger indsatsleder Stefan Lindemose fra Slagelse Brand og Redning.
Vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Mikkel Kjærgaard, oplyser til TV2 ØST, at også branden på Seerdrupvej i første omgang kan være forårsaget af fyrværkeri.
- Det er vores antagelse. At den er blusset op igen, kan også skyldes, at der har været gløder tilbage og vinden er taget til hen under aften, siger han.
I resten af regionen har Midt- og Sydsjællands Brand og Redning – der dækker Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg kommuner – haft 9 udrykninger.
På Lolland-Falster blev brandvæsenet kaldt ud to gange og hos Vestsjællands Brandvæsen – der dækker Kalundborg, Holbæk og Odsherred Kommuner – blev brandvæsenet kaldt ud ni gange.
Ifølge Danske Beredskaber har nytåret 2024/2025 generelt set været rolig for beredskaberne set ud over hele landet, hvilket i høj grad kan tilskrives det våde og blæsende vejr.