- Det her, det er for groft, siger Frederik Pedersen (DF) om de skældsord, hans tidligere partikollega, Bjørn Olsen
har brugt om ham i et debatindlæg i Korsør Posten for nylig.
Her harcelerer Bjørn Olsen (Fair Balance) over DF's lokalformand i Slagelse, Frederik Pedersen, som han blandt andet kalder "vanvittig" og "Nazi Frederik".
Uenige om ghettoplaner
Bjarne Olsen er stærkt imod Frederik Pedersens udmeldinger om ghettoerne i Danmark, herunder boligområderne på Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse, som Frederik Pedersen mener, bør rives ned.
Det er så grænseoverskridende. Jeg har jo også familie og børn. De skal ikke udsættes for det her
Men at det får ham til at kalde Frederik Pedersen for nazi-øgenavne, er Frederik Pedersen (DF) vred over, og han har nu politianmeldt Bjørn Olsen for injurier.
- Det er så grænseoverskridende. Jeg har jo også familie og børn. De skal ikke udsættes for det her, siger Frederik Pedersen (DF) til TV ØST.
Bjørn Olsen meldte sig ud af Dansk Folkeparti i september og meldte sig derefter ind i Fair Balance.
- Vi har også haft meget ballade med ham i DF, siger Frederik Pedersen (DF), som fortæller, at han ofte har fået vrede mails fra Bjørn Olsen.
Håbede det gik over
- Han har svinet mig til i flere emails, men jeg har bare tænkt, at hvis jeg ikke svarer, så går det vel i sig selv, men det gør det åbenbart ikke, siger DF-formanden.
Bjørn Olsen siger til Sjællandske, at de ord, han har brugt om Frederik Pedersen blot er udtryk for, hvad flere byrådspolitikere kalder ham.
- Jeg har aldrig hørt de øgenavne før. Det er nogle, han har opfundet hjemme i sin stue, siger Frederik Pedersen til TV ØST.
Han håber, at politianmeldelsen kan få Bjørn Olsen til at holde op med at chikanere ham.