Dige skal redde Næsby Strand fra at drukne igen

Et enigt byråd i Slagelse gav mandag aften Næsby Strand Digelag en kommunal garanti på et lån på 8,8 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De hårdt ramte sommerhusejere ved Næsby Strand ud til Musholm Bugt er kommet et stort skridt videre i kampen for at kunne beskytte deres ejendomme imod vandmasserne.

Et enigt Slagelse Byråd sagde mandag aften ja til, at kommunen stiller garanti for at lån på maksimalt 8,8 millioner kroner, så beboerne kan komme i gang med at bygge et dige for at beskytte deres huse.

- Det er en rigtig god sag, fastslog Anne Bjergvang (S) og fortsatte:

- Vi står over for efterårets og vinterens storme. Det giver sikkert bekymring i området. Vi må krydse fingrefor, at det lykkes at få diget etableret hurtigt.

Hun blev suppleret af tidligere borgmester Stén Knuth (V).

- Jeg har selv stået ude i området i gummistøvler efter en oversvømmelse. Det er en god sag, vi nu omsider kommer videre med, understregede han.

Oversvømmet flere gange

Det lavtliggende sommerhusområde nord for Korsør er flere gange blevet ramt af stormflod. Senest måtte beboere tømme deres huse for vand i 2017, da stormen Ingolf hærgede. Også i 2013 og i 2006 trængte vandet fra Storebælt ind i en stor del af ejendommene.

Det har været et meget langt forløb for beboerne at få sikret deres huse. Helt tilbage i 2014 holdt kommunen informationsmøde om sagen. I juni samme år besluttede politikerne at gå videre med sagen. Men klager har flere gange forsinket etableringen af et beskyttende dige. Og formanden for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Jørgen Grüner (SF) kommenterede netop det lange sagsforløb.

- Man kan også betegne sagen her som vanvittig. Der har været klage, på klage, på klage og lange sagsbehandlingstider. Det er faktisk sådan, at vi har drøftet hele forløbet om diget ved Næsby Strand  med vore kolleger i Kommunernes Landsforening som et eksempel på, hvor galt det kan gå, sagde Jørgen Grüner (SF).

Kan klage endnu

Muligheden for at klage er faktisk endnu ikke helt udtømt. Der er endnu en mulighed tilbage, fordi kommunen har givet tilladelse til afvanding af arealet bag diget. Klagefristen udløber den 28. august ved midnat.

- Derfor tør vi ikke juble endnu, sagde Børge Carlsen fra det nystiftede Næsby Strand Digelag. Da TV2 ØST talte med ham inden mandagens byrådsmøde.

- Hvis der kommer endnu en klage, risikerer vi at skulle vente tre til seks måneder på en afgørelse. Det betyder endnu en forsinkelse. Det vil være forfærdeligt, sagde han.

Digelaget er under et stort tidspres. Af hensyn til fuglelivet i området må der kun bygges dige fra november til marts ved Næsby Strand. En klagesag kan få den konsekvens, at byggeriet ikke kommer i gang i denne vintersæson.


Nyhedsoverblik