13 påsatte brande i Slagelse bliver nu sat i forbindelse med en mindreårig dreng, der nu er tilbageholdt og bliver afhørt om de mange ildspåsættelser.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
De sociale myndigheder er naturligvis underrettet
Politiet er særdeles knappe med oplysninger om drengen. Det står dog klart, at han er under 15 år gammel, og stammer fra lokalområdet.
- Vi vil ikke sige noget om, hvordan vi er kommet på sporet af drengen. Men nu hører vi hans forklaring, siger Kim Brønnum, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det vides ikke, om drengen har erkendt at stå bag nogle af ildspåsættelserne.
- De sociale myndigheder er naturligvis underrettet, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere i sagen, siger Kim Brønnum.
Især affaldscontainere er antændt
Det har især været affaldsspande og affaldscontainere, der er blevet antændt i de seneste dages mange ildspåsættelser.
Ingen personer har været i konkret fare i forbindelse med brandene, der er blevet antændt over store dele af byen.
At drengen er under den kriminelle lavalder betyder, at han ikke kan idømmes straf for en forbrydelse.
Dette udelukker også en betinget dom, bøde eller tiltalefrafald.
Et barn under lavalderen kan dog blive holdt erstatningsansvarlig for sine gerninger, og kan også ende med en ungdomssanktion i særlig grove sager.
Politiet understreger efter tilbageholdelsen af drengen, at de fortsat gerne vil høre fra vidner i sagen, der kan sige noget om, hvad der ligger bag.
Du kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.