DSB-leverandør beklager busmangel

Busleverandør til DSB erkender, at der ikke blev leveret togbusser nok, da alle tog lørdag blev forhindret i at køre over Storebælt.

Lørdag formiddag bød på et regulært kaos for tusindvis af passagerer, der havde planer om at krydse Storebælt i et DSB-tog.

quote Der kom ikke nok busser frem hurtigt nok, og det beklager vi

Thomas Klüver Wandahl, administrerende direktør, Vikingbus

En nedfalden køreledning ved Nyborg slog nemlig en bremse i alle tog mellem Øst- og Vestdanmark, og i Korsør voksede køen af ventende passagerer sig hurtigt lang.

For DSB havde problemer med at få togbusser nok fra sin leverandør.

- Aktuelt kører der 20 busser, og behovet er mere end dobbelt så stort, lød det således fra DSB's informationschef Tony Bispeskov først på eftermiddagen.

Ifølge informationschefen har DSB en aftale med Danmarks største busselskab, Vikingbus, om at stille med et tilstrækkeligt antal busser til at håndtere en situation som den, der indtraf ved Nyborg lørdag morgen.

Leverandør beklager

Hos Vikingbus, der har afdeling i blandt andet Slagelse, medgiver administrerende direktør Thomas Klüver Wandahl, at lørdagen har været travl udover det sædvanlige efter to situationer på næsten samme tid, hvor DSB havde akut behov for mange togbusser.

Køen af ventende passagerer strakte sig lørdag formiddag flere hundrede meter væk fra Korsør Station.
Køen af ventende passagerer strakte sig lørdag formiddag flere hundrede meter væk fra Korsør Station. Foto: Michael Nordborg

- Jeg har alt, der kan køre, ude at køre lige nu. Vi har omdisponeret. Jeg har chefer ude at køre busser. Vi har knoklet for at få alt ud at køre og for at få hjælp fra andre vognmænd, forklarer han.

- Men det er rigtigt. Der kom ikke busser nok.

Udover ved Storebælt havde DSB også brug for togbusser i Østjylland, hvor alle tog lørdag morgen blev aflyst efter en personpåkørsel ved Skanderborg.

Det er Vikingbus, der har kontrakten med DSB, om at levere togbusser. Busvirksomheden har dog aftaler med flere underleverandører.
Det er Vikingbus, der har kontrakten med DSB, om at levere togbusser. Busvirksomheden har dog aftaler med flere underleverandører. Foto: Michael Nordborg

Har I gjort nok som leverandør til DSB for at være beredt på sådan en situation?

- Det kan man altid diskutere. Når man bliver ramt af to hændelser på næsten samme tid – og der er tale om en strækning med mange passagerer – så er man maks presset, siger Thomas Klüver Wandahl og tilføjer:

- Så nej. Der kom ikke nok busser frem hurtigt nok, og det beklager vi.

Læs også
Deltager i cykelløb fanget på den forkerte side af Storebælt
Læs også
Deltager i cykelløb fanget på den forkerte side af Storebælt

Hvad vil I gøre for, at en lignende situation ikke opstår i fremtiden?

- Vi må bare konstatere og se, om vi kan få bygget et endnu stærkere beredskab op. Måske ved at busserne er placeret på en anden måde, eller vi kan få bygget mere fleksibilitet ind, så jeg har mulighed for at stille med flere busser og chauffører akut. Men det er ikke let, lyder svaret fra Thomas Klüver Wandahl.

- Og selvom vi er det største busselskab i Danmark, kan vi ikke klare sådan en opgave alene. Underleverandørerne skal også have ledig kapacitet, tilføjer han.

Blandt de mange hundrede, der fik ødelagt rejseplanerne lørdag, var Jakob Nielsen. Foto: TV 2

Afviser chaufførmangel på dagen

Busdirektøren understreger, at der ikke findes et egentligt beredskab, hvor chauffører står standby.

- Det er ikke som en ambulance, der står og venter. Vi skal ringe chauffører og andre leverandører ind for at løse opgaven, forklarer Thomas Klüver Wandahl og tilføjer:

- For der er jo ingen, der vil betale for et beredskab, der står med en bus og en chauffør, der ikke har noget at lave.

Læs også
Nye problemer med køreledning
Læs også
Nye problemer med køreledning

Dertil tager det – som i det konkrete tilfælde – tid at få busserne frem.

- Der er bare flere busser i området ved Aarhus, Vejle eller København, end der er ved Odense og Korsør, siger han.

Derfor handler dagens busmangel ifølge Thomas Klüver Wandahl heller ikke om mangel på chauffører.

- Kunne det have været rart med flere chauffører på standby på en dag som i dag? Ja. Men jeg skal også kunne beskæftige dem på andre tider af døgnet. Det er en hårfin balance, siger han.



Nyhedsoverblik