Flere og flere sportsgrene får en digital tvilling. I 2020 vil det første VM i e-cykling for eksempel blive afholdt.
I Korsør er de også med på bølgen af digitaliserede sportsgrene. Her er den lokale gokartklub gået sammen med en e-sportsforening om at købe to bilsimulatorer.
Det er lidt ligesom at køre en rigtig gokart
Søndag bød Tornborge Sport og Korsør Kart Klub alle interesserede indenfor til at prøve de nye maskiner, der i daglig tale kaldes SimRigs.
- Det er fedt, det er noget helt andet end at køre, hvor man bare sidder foran en skærm med kontrollere, det er noget helt andet, sagde Lukas Dalsø Larsen, da han som en af de første prøvede de nye maskiner.
Han er medlem af Korsør Kart Klub, så han ved, hvad han taler om.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det er lidt ligesom at køre en rigtig gokart, forklarer han.
- Men det ryster meget mere i en gokart, siger han og fortæller, at de såkaldte SimRigs kan bruges til træning, når det ikke er muligt at køre udenfor.
- Man kan bruge det om vinteren, så kan man blive bedre og bedre, og så når man kommer ud på banen, så kan det være, man kan blive meget bedre, siger Lukas Dalsø Larsen.
Borgmester: - Jeg kunne bruge en uge på det
Også Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen (S) fik mulighed for at prøve de nye maskiner, og han var meget begejstret.
- Det er helt vildt, jeg kunne godt bruge et helt døgn eller to eller tre eller en uge her, siger han.
Det er der interessen er, så det er helt naturligt for os at bakke op om
Slagelse Kommune har støttet indkøbet af simulatorerne, for her kan man godt se, at der er potentiale i de digitale sportsgrene.
- Vi kan jo se, at det der e-sport virkelig er noget, der har fat i de unge, siger han.
- Det er der interessen er, så det er helt naturligt for os at bakke op om, siger borgmesteren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Folketingsmedlem Stén Knuth (V), der er tidligere borgmester i Slagelse, fik også en tur i de nye digitale biler.
- Jeg synes, det var skidesjovt, der var rigtig meget fart på, siger han.
Det gik dog ikke lige nemt med at køre, og måske var det meget godt for folketingsmedlemmet fra Slagelse, at det ikke var en fysisk gokart han kørte.
- Til sidst, der endte jeg jo godt nok i banden, der skulle jeg lige finde ud af, hvordan jeg kom tilbage og ind på banen igen, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Formand: - Det er virkelig godt kram
Thomas Sonne Arvidson, der er formand for Tårnborg eSport, er glad for nu at kunne tilbyde sine medlemmer SimRacing.
- Jeg er superglad, jeg kørte selv for 10-12 år siden i en gammel hjemmesvejset ramme med et billigt sæde og et dårligt rat, og nu har vi fået noget, der er state of the art, det er virkelig godt kram, siger han.
- Vi har længe snakket om, at det her kunne være sjovt at lave, og nu gjorde vi alvor af det, fortæller Thomas Sonne Arvidson om den fællesinvestering.
Danskerne er vilde med digitale spil
- Tal fra Danmarks Statistik vider, at 52 procent af de danske mænd og 52 procent af de danske kvinder spiller digitale spil på mobilen, computeren eller spillekonsollen.
- Hver fjerde dansker spiller digitale spil dagligt eller næsten daglig.
- Fire ud af ti danskere spiller digitale spil mindst en gang om uge.
Kilde: Danmarks Statistik, fjerde kvartal 2018.
Det er dog især medlemmerne af Korsør Kart Klub, der vil få glæde af bil-simulatorerne.
- Deres medlemmer kan virkelig bruge det til træning af koncentration og reaktion, siger Thomas Sonne Arvidson.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Og hvis du ikke er startet til gokart endnu, så kan du stille og roligt og billig prøve at komme i gang, siger han.
De to SimRigs er indkøbt med økonomisk støtte fra Slagelse Kommune og DGI/DIF´s Foreningspulje.