Spansk politi har i dag anholdt et 24-årigt, dansk bandemedlem, der har været internationalt efterlyst siden november sidste år.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Spansk politi har i dag anholdt et 24-årigt, dansk bandemedlem. Manden har været internationalt efterlyst siden november, hvor han flygtede fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse #politidk https://t.co/kEl3NzXKT6
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) January 22, 2020
Flygtede fra psykiatrisk afdeling i Slagelse
I november sidste år flygtede den 24-årige fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor han var indlagt under en varetægtsfængsling for et voldeligt overfald i en frisørsalon på Nørrebro under bandekonflikten i 2018.
Vi har haft et tæt og intensivt samarbejde med vores kolleger i det nationale politi i Barcelona
- Vi har haft et tæt og intensivt samarbejde med vores kolleger i det nationale politi i Barcelona, og vi har haft noget efterretning om, at han skulle opholde sig i det område, og det er det, der har ført til den anholdelse i dag, siger leder af Afdeling for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, Knud Hvass, til TV2 ØST.
- Anholdelsen af den 24-årige skal gerne sende et tydeligt signal om, at man ikke skal føle sig sikker, blot fordi man er flygtet til lunere himmelstrøg.
Groft og koldblodigt overfald i frisørsalon
Den 24-årige er mistænkt for at have været en ledende del af et voldeligt overfald i en frisørsalon på Nørrebro. En episode som vicepolitiinspektør Knud Hvass beskriver som ”særdeles groft og koldblodigt”.
Volden skal være begået i forbindelse med en konflikt med banden Brothas. Den 24-årige er en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV. NNV er en udbrydergruppe fra Brothas.
Den 24-årige vil nu blive begæret udleveret til Danmark.
Vi vil selvfølgelig begære ham udlevereret til Danmark
- Vi vil selvfølgelig begære ham udlevereret til Danmark, og derfor er der noget papirarbejde, der skal ordnes inden for den nærmeste tid, og så skulle vi meget gerne få ham udleveret til Danmark, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass til TV2 ØST.
Når han kommer tilbage til Danmark, bliver han igen varetægtsfængslet, indtil straffesagen mod ham skal afvikles i retten.
Håndvåben skjult i kageæske
Det 24-årige bandemedlem er sigtet for grov vold og sad varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling i Slagelse.
Her fik det 24-årige bandemedlem besøg af personer, der angiveligt havde købt kage med til kaffen. Men i kageæsken lå to pistoler. Mændene truede personalet med pistolerne, og for at understrege alvoren i truslerne affyrede de et skud ned i gulvet. Derefter lykkedes det dem at slippe ud fra sygehuset.
Ifølge Ekstra Bladet har politiet i forvejen fire mænd siddende fængslet i forbindelse med flugten fra den psykiatriske afdeling. En femte er sigtet, en løsladt.